x
Helmet: med Totimoshi, Lille Vega, København

Helmet, med Totimoshi, Lille Vega, København

Helmet: med Totimoshi, Lille Vega, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

"Hjælp mig i aften," hviskede jeg til mine ørepropper, da jeg gik ud af døren på vej til koncerten med Helmet. For jeg forventede ærlig talt en hed skål metalsuppe, plettet af de ikke-så-ophidsende numre fra Helmets seneste plader. Man kan sagtens argumentere for bandets indflydelse på musikscenen, men det er svært at argumentere for, at Helmets seneste plader, bortset fra Size Matters, holder vand på samme måde som de første.

Opvarmningsbandet hed Totimoshi og bestod af to mand og en kvinde. Deres musik var omtrent lige så uforudsigelig, lige så svær at placere som bandets navn. Musikken kan måske beskrives som en blanding af Mr. Bungle, tidlig Kashmir og en smule Metallica, men dog kun glimtvis lige så fængende som nævnte bands. Især trommeslageren havde jazz i armene. Lyden var ikke på bandets side denne aften. Bassistinden bevægede munden i nærheden af sin mikrofon, men mere skete der ikke - og guitaristens lir blev til mudder, ligesom halvdelen af hans vokal. Alligevel en god oplevelse i kraft af musikkens uforudsigelighed. Slet ikke tosset. 4 ud af 6 stjerner.

Efter tæppefald voksede folkemængden i Lille Vega til omkring det dobbelte. Lugten af sved og andre kropslige udsondringer blev fremherskende, mens de langskæggede stillede sig parat til at vippe med nakken. Og det skete på kommando, da tæppet blev trukket til side. Fra første tone var lyden tyk og god. Helmet spillede tight og opmærksomt. Alle fire mand huggede dygtigt i strengene og i skindene. Så langt, så godt. Men nu skulle indholdet sættes på prøve. Var her tale om gode gamle Helmet, eller et genopfundet Helmet, med Monochrome i tankerne?

Råt og godt
Kort efter start tog Page Hamilton mikrofonen. Han beklagede, at lydniveauet ikke var højere, men loven er nu engang loven. Som person fremstod han ligefrem sympatisk, lige indtil snakken forstummede, og han atter lod fingrene glide over guitaren for at spille noget af det ondeste shit, jeg længe har hørt. Publikum sang med på et par strofer, mens de sprang i vejret og jublede. Der var ligefrem heavy-dans.

Helmet spillede rutineret, og samtidig med hjertet. De skiftedes til at flå i hvert sit instrument. Indimellem greb Hamilton mikrofonen og underholdt med en anekdote, for eksempel om den danske pige, han mødte i København for et årti siden, eller om smagen af Tuborg, eller om bandgutternes kærestesorger. Hele salen blev inviteret på gæstelisten til næste forestilling i Århus i morgen torsdag. "Kunne det ikke være fedt, hvis I alle sammen kom?" Manden var helt usædvanligt veloplagt. Han virkede som verdens flinkeste mand, lige indtil næste gang bandet trådte ind på række og rykkede igennem endnu et ondsindet nummer, så ørepropperne slog revner.

Og hvad var det så de spillede, de kære gutter i Helmet? Jo, det var simpelthen en masse af det bedste, deriblandt en hel del af det gamle. De vidste uden tvivl, hvad vi ville have.

Den livsglæde og spilleglæde, som jeg oplevede i aften, stod i velkommen kontrast til den fremherskende del af det øvrige metalmiljø, hvor solbriller og sorte læderjakker er fast inventar. Musikken rykkede som en tunet dieseltraktor. Publikum fik lov at bestemme encoren, selvom Hamilton satte grænser: "Den gider vi ikke spille, den er for svær," eller "Den vil du kun høre, fordi du selv er guitarist! Ha ha ha!"

Desværre måtte encoren afkortes, fordi en af trommerne gik i stykker (gad vide hvorfor!) Trommeslageren satte punktum for koncerten ved arrigt at dolke den tilskadekomne tromme ihjel med sin ene trommestik, men der gik kun et øjeblik, før Hamilton & co var ude på scenekanten, for at sludre lidt med københavnerne.

Helmet og Totimoshi spiller på VoxHall i Århus 22. januar


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA