x
I'm From Barcelona: Rust, København

I'm From Barcelona, Rust, København

I'm From Barcelona: Rust, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Så kom svenske I’m From Barcelona endelig til Danmark! Jönköping-orkestret fik – som en ikke helt urelateret bemærkning – deres reelle gennembrud som live-orkester i den katalanske hovedstad, de deler navn med, til Primavera Sound festival i 2006. Tilfælde? Måske. Men orkestrets 29 musikeres præstation på scenen har uden tvivl haft stor indflydelse på albumdebuten, der udkom blot to måneder senere. Den første plade ”Let Me Introduce My Friends” er resultatet af en musikalsk legeplads, der er intet mindre end indhyldet i live-stemning.

Seneste opus ”Who Killed Harry Houdini” byder på et væsentlig mere kontrolleret udtryk, og orkestret kunne lydmæssigt lige så godt være reduceret til en kvintet. Men albumcoverets indlæg vidner om orkestrets fortsatte eksistens, hvilket rejste spørgsmålet om, hvilken stil man kunne forvente live: symfoniske humørbomber som dengang i den spæde start, eller en mere kontrolleret æstetik, som seneste udspil lægger op til?

Givet bandets live-fødsel i det spanske var det alt andet end overraskende, at det var med polyfonien i højsædet, at 18 af orkesterets medlemmer indtog den lille scene på Rust. Et imponerende ensemble, der dog i den massive mur af lyd blev mere eller mindre reduceret til et æstisk og stemningsmæssigt aktiv. I lyden var rockens klassiske fire elementer, guitar, bas, trommer og vokal, suverænt dominerende, mens saxofoner, keys, autoharpe og percussion trak det korteste lydtekniske strå.

Når det så er sagt var orkestrets 18 medlemmer alt andet end ligegyldigt fyld på scenen. Svenskerne forsøgte med imponerende energi at fremtvinge dans og feststemning hos publikum. Desværre er alle vi danskere på 3. række og bagud – og/eller med en promille der tillader os at køre hjem – alt, alt for konservative til at give slip på hæmingerne. For alle os med armene over kors er flyvende balloner og guirlander nærmere en stressfaktor, og stemningen nåede aldrig op på det niveau, I’m From Barcelona fortjente.

Opskriften på scenen er altså den samme som i 2006. For hvorfor pille ved noget, der ikke er i stykker? Måske havde størstedelen af skæringerne på nyeste album gjort sig bedre spillet af en håndfuld musikere plus kor, men publikum havde været svært skuffede, hvis ikke minimum 12 mennesker var dukket op på scenen. Og det er jo dér, at I’m From Barcelona er bedst, så ”Harry Houdini” må få sin revance på iPoden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA