x
Are We Brothers?: La Maroquinerie, Paris (Spot On Denmark)

Are We Brothers?, La Maroquinerie, Paris (Spot On Denmark)

Are We Brothers?: La Maroquinerie, Paris (Spot On Denmark)

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Nu har jeg hørt Are We Brothers? tre gange. Jeg anmeldte dem til tre stjerner til Spot Festival sidste år, og gav den dårlige lyd æren for den lunkne anmeldelse. Siden har jeg hørt deres plade og tænkt, at nu kan jeg endelig komme til at anmelde dem igen, så de kan få den positive omtale, de fortjener. Men det bliver altså ikke denne gang. Koncerten, 30 minutter, syv numre, var famlende og på mange måder forfærdelig.

Det værste er, at Are We Brothers? var så optaget af at gøre en god figur på en semi-international scene i Spot On Denmark-regi i Paris, at de ikke bemærkede, hvor dårlig lyden var i lokalet, og hvor få publikummer, der lod sig suge ind i det musikalske univers. Lyden på scenen og i de to første rækker var nemlig fantastisk skarp og adskilte de forskellige instrumenter, og derfor er det jo ikke underligt, at kvartetten kaldte efter fred, kærlighed og fællesskab fra det slumrende publikum, men det fremstod som et komisk, overdrevent selvbedrag de første 20 minutter.

Are We Brothers?, som er fire af de seks Gypsies-medlemmers frirum, legeplads, sideprojekt (fortsæt selv rækken her), har ellers storhittet med ”Come Around” og andre radiotracks. De åbnede med den ironiske detalje, ligesom for at markere legeplads-metaforen, en afdæmpet, offbeat version af 50 Cents ”P.I.M.P”. Derefter spolerede lyden først min personlige favorit, ”Rough Night”, og derefter, hvad der almindeligvis er kendt som de to bedste tracks på deres selvbetitlede debut, ”Echo” og ”Come Around”. Det musikalske univers trækker på en blanding på retrorock og popsange med en masse medrivende kor. Der er også løse referencer til hiphop og ska. Det giver alt i alt en overdrevent loose (og legende) stil, hvor Lasse Boman fraserer intuitivt, mens guitarerne slipper beatet, og det skaber, når det lykkes, hvad der dengang kunne betegnes som groove.

Men når det ikke lykkedes, så får man i stedet, kunne man erfare under koncerten, et lydbillede, hvor vokalen drukner, guitarriffs trækker ind bag trommerne, og bassen og stortrommen ligger i helt samme lag. Lidt som at opleve forskellen på 2D og 3D. Dybden og detaljen forsvinder. ”Echo” druknede i umenneskelig rumklang, mens ”Come Around” både havde en skidt intro og mistede sit fantastiske hook på vokal og guitar i bassen. Det er ellers normalt ret tydeligt. Der kom lidt mere gang i salen på den dansable ”You Got Ur Dreams”, og brødrene lavede endnu et ironisk twist ved at indskyde et lille Ace Of Base-medley (!) i ”Calm Down”, da de sang ”All That She Wants”. Okay comeback, men alt, alt, alt, alt, alt for sent i forhold til at en shwocase skal være et langt energisk display.

Men hvad gør det så? Okay, det er lidt uheldigt, at lyden er væk, og at bandet ikke er professionelle nok til at opdage, at der er noget helt galt – fordi så forstærker de selv deres egen manglende gennemslagskraft. Til gengæld fik Are We Brothers? efterladt et indtryk af at have en cool attitude, ikke at være bange for at give slip og lege rundt, eller at åbne op og være en del af et større (fejlslagent) fællesskab med publikum. Har man hørt pladen, så burde man forstå, at det, der skete til koncerten, var en stor fejl. Som afslutning forlod Benjamin Kissi og Lasse Boman omkvædet til ”Calm Down”, hvilket efterlod Shaka Loveless og Birk Nevel pulserende på henholdsvis bas og trommer i stigende ekvilibristisk tempo. Der er teknisk potentiale i hver af de fire musikere, men der er også uforløst potentiale til at få det hele til at spille sammen under koncerten, i stedet for at kæmpe om de samme frekvenser. Skylden er måske ikke alene lydens, men også arrangementernes, der ikke formår at adskille instrumenterne live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA