x
Islands: Lille Vega, København

Islands, Lille Vega, København

Islands: Lille Vega, København

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Efter at have lyttet til Islands' to plader hele dagen (okay, og en smule heavy) må jeg indrømme, at jeg havde visse forhåbninger til aftenens koncert. Der er en teknisk snilde i musikken, som enten kan blive utroligt smuk live, eller glide halvvejs ind i fosterstilling, hvis bandet ikke spiller tight. I aften skulle vise sig at være lige på vippen til begge dele.

Jeg ankom dejlig tidligt, og faldt i snak med frontmand Nicholas Thorburn, kaldet "Nick", og guitarist Patrick Gregoire, som begge stod for salg af merchandise. De spurgte mig, om danskerne er pålidelige, for bandet havde ingen til at holde øje med merchandisen, mens de spillede. Da jeg nævnte, at jeg kom fra et blad ved navn GAFFA, lænede Nick sig forover og sagde, med sin karateristiske mørke humor: "Silence is gold, duct tape (gaffa-tape) is silver." Ja, den lader vi stå et øjeblik.

Bartenderen oppe i salen udstyrede mig med en ginger ale og en anekdote om en kollega, som blødte ud af øret. Med dette billede for mit indre blik satte jeg mig for at kigge på den tomme scene. Intet opvarmningsband. Folk omkring mig kendte ikke bandet Islands, men havde hørt, at "de skulle være gode." Så gik lyset ned, og ind kom de her seks unge mænd. Uden omsvøb var koncerten i gang, og stemningen steg hurtigt med numre som "The Arm" og "Creeper" - men så begyndte bandet at virke underligt uengageret på de efterfølgende numre "Pieces Of You" og "Kids Don't Know Shit", og derfra gled det lidt ud. Jeg begyndte at kigge mig rundt i lokalet. En lille flok havde allerede hevet mobiltelefonerne frem for at sms'e til kæresten derhjemme, eller til gutterne, som de skulle møde senere.

"Hvad forventer du for 125 kroner?"
Nej, okay, fair nok, tænkte jeg, mens endnu en publikum gled forbi mig for at komme tidligt hjem. Et par falske toner sneg sig ind mellem stryger, saxofon og lækre breaks, og gled tilsyneladende ubemærket hen over den yngre del af publikum, som dansede løs oppe foran. I midten af salen bobbede folk med hovederne, men der var mere rolig tolerance end decideret glæde at spore i publikums ansigter. Dog var der rig jubel mellem numrene - bortset fra i et enkelt tilfælde, hvor der i stedet opstod en pinlig pause på to-tre sekunder, før det op for publikum, at nummeret var slut. Det var, som om folk tænkte: "Aha."

Flere omstændigheder gjorde det svært at leve sig ind i musikken. Vigtigst af alt var, at hvert bandmedlem - måske bortset fra trommeslager Aaron Harris - var komplet opslugt af sit eget instrument. Der var kun ringe kemi at spore på scenen. Derfor blev al forbindelse mellem band og publikum kanaliseret ud gennem frontmanden Nick, hvis forsøg på at løfte stemningen forblev halvhjertet. Nick fortalte en fin joke og meddelte, at hans gener var af dansk eller skandinavisk oprindelse, men disse fine vignetters styrke blev neutraliseret af hans øvrige opførsel. Efter at publikum havde klappet bandet ind til et ekstranummer, gik Nick spontant i gang med et stykke improviseret musik og tekst, men afbrød brat sig selv og bandet midt i det hele, hvormed stemningen faldt på gulvet med en smæld.

På den positive side har lslands en række fængende numre. Deres breaks og grooves holder, når de dyrker dem, og der er ingen tvivl om, at de er dygtige. Der var absolut god stemning på numre som "The Arm", "Creeper" og "Rough Gem", og bandet holdt en pæn standard med numre som "Swans" og "Abominable Snow". Jeg hører til dem, som godt kunne finde på at give begge deres plader en karakter på fem ud af seks, især fordi jeg holder af den sorte humor i teksterne. I aften var det som at høre en lettere forringet udgave af pladerne, uden den opløftende stemning, som man ellers kan få af en koncert. Det bliver til fire ud af seks herfra - og det er ikke noget stort firtal. Jeg går tilbage til pladerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA