Fever Ray: Fever Ray

Fever Ray
Fever Ray

Fever Ray: Fever Ray

GAFFA

CD / Rabid Records
Udgivelse D. 18.03.2009
Anmeldt af
Thomas Borre

Der er dømt svensk uhygge på Karin Dreijers soloudspil, der har fået overskriften Fever Ray. Efter en række succesfulde år som den ene halvdel af søskendeduoen The Knife og en fortid i 1990'erne i bandet Honey Is Cool er Karin Dreijer klar til at lukke lytteren ind i et mørkt og modfaldent univers ekviperet med minimal lyrik, velkendt stemmemanipulation og rytmisk underspillede kompositioner. Der er klare stemningsmæssige referencer til The Knifes elektronsike klangunivers, men Karin Dreijers mission er langt mere tyst og indadvendt. Lyrikken er enkelt og fåmælt – som eksempelvis på titelåbningsnummeret, hvor Karin Dreijer nøgternt bekender, at "...if I had a heart I could love you". Fever Ray inviterer på en mørk dagdrømmende rejse ind i hendes kalejdoskopiske underbevidsthed udstyret med søvnløshed, dinglende fødder  og tomme gader. Det lydmæssige design er assisteret af Christoffer Berg (mikser for The Knife, red.) og den stockholmske duo van Rivers & The Subliminal Kid. Blandt de mange favoritter er bl.a. Seven, Coconut og Keep The Streets Empty For Me. Sidstnævnte provokerer mig dog kraftigt ved at gøre plads til nogle få takters panfløjte, men Fever Ray kan (ligesom The Knife i øvrigt) oftest slippe af sted med at bruge uacceptable lydkilder, fordi hendes univers er så dragende og troværdigt. Jeg kan derfor kun på det varmeste anbefale, at man lader sig falde baglæns i det mørke vand og lader sig drive med af Karin Dreijers kølige musikalske understrøm.

http://www.myspace.com/feverray


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA