x
Kaiser Chiefs: Store Vega, København

Kaiser Chiefs, Store Vega, København

Kaiser Chiefs: Store Vega, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

“This should be a thrill, but it feels like a drill” lyder en af linierne i ”Thank You Very Much”. En blandt flere definitioner på ordet ”drill” er ”systematisk øvelse gennem adskillige gentagelser”, og godtages denne, får man et desværre lidt for rammende billede af knap den første halvdel af aftenens koncert med Leeds-fyrene i Kaiser Chiefs.

Et band med tre særdeles solide album i ryggen, og således et sangkatalog med potentiale til at sparke voldsomt gang i den fest, som folk i aften er troppet op til. Det potentiale er blevet indfriet både på Skanderborg og Elland Road (hjemmestadion for Leeds United), hvor gruppens fremragende, nyudgivne koncert-dvd er optaget.

At frontmand Ricky Wilson besidder sin famøse fandenivoldskhed, har han for længst bevist, og det er derfor denne, som en anselig del af forventningerne til denne væsentligt mindre koncert end de førnævnte er baseret på. Desværre virker hans voldsomme gestikulationer, krumspring og generelle gejlen op af publikum som netop resultatet af systematisk øvelse gennem flittig koncertaktivitet i snart mange år.

Den troværdige kontakt med publikum lader vente på sig, og selvom musikken i sig selv var fortrinlig lige fra start, hvor især ”Everything Is Average Nowadays” og ”Heat Dies Down” bør fremhæves, afgav det alligevel en følelse af, at det blot var endnu en dag på kontoret. Jovist, et kontor, hvor der skal blæses rundt for fulde gardiner, men stadig et arbejde, og ikke det, der kunne have virket som en mere oprigtig lyst til at dele bandets sange med publikum.

Wilson vågner op
Og dog. For med ét er det som om, Wilson er vågnet op og indser, at selvom det ikke just er et stadion med 40.000 kåde tilhængere, han står foran, men i stedet blot et relativt entusiastisk dansk publikum, så fortjener det sgu, at han leverer varen. Og det begynder han så på. Han liver op, og en noget fuldemandsagtig kommentar om, at det er ottende gang, han er i Københavnsområdet, bliver i stedet erstattet med mere reel publikumskontakt.

”Na Na Na Na Naa” fra debutpladen markerer skiftet. Wilson referer selv til den måske ikke så åndrige tekst og konstaterer, at publikum vist godt kan lide sange, der bare lyder ”na na na”, for så er det jo så dejlig nemt at synge med. Jo, bestemt – de færreste er jo nok taget til Kaiser Chiefs-koncert for virkelig at få stimuleret intellektet.

(Da to særdeles entusiastiske ungersvende udbryder et langt ”wåååååååh!”, er undertegnedes første tanke således heller ikke ”nej, hvor er de glade og friske”, men i stedet en spekuleren over, hvilket Kaiser Chiefs-nummer, de mon synger – det kunne jo ret beset være ganske mange.)

Der følges op med det første virkelige højdepunkt, ”Modern Way”, der med ekstra tilsat synth og en foruroligende effektiv opbygning og levering virker præcis, som den skal, og en god del til. Kort efter kommer førstesinglen fra det seneste album (sidste års ”Off With Their Heads”), ”Never Miss A Beat”, der går fra at være en fin studieindspilning til at være et helt igennem fantastisk dunderhit, sådan som det leveres i aften.

”I Predict A Riot” følger til stor jubel lige efter, og uden ophold fortsætter bandet over i ”Take My Temperature” (en b-side til netop ”I Predict A Riot”), hvor Wilson som altid begiver sig et uventet sted hen. I aften er det op på Store Vegas balkon, og som festligt afbræk fra badutspringene på scenen tilføjer det en ganske velkommen variation. For søren da, hvor blev det hele med denne bunke numre lige pludselig meget mere, som det hele tiden gerne skulle have været.

Nummeret med det ganske høje tempo vælger bandet lidt ærgerligt at placere lige inden ”The Angry Mob”, der kommer til at virke besynderligt gumpetung og slap i det. Det karakteristiske coda losser dog langsomt gang i nummeret, og da det forlænges betydeligt, får første del af koncerten et nydeligt og tilstrækkelig bastant punktum sat efter sig.

Overraskende ekstranummer
Snart er bandet tilbage med ekstranumre, og lidt uventet lægges der ud med ”Tomato In The Rain”, som imidlertid klinger næsten smukt og særdeles melodisk. Herligt, at bandet ikke alene vælger at spille nummeret, men oven i købet lader det få så prominent en placering på sætlisten. Pludselig savner man numre som ”You Can Have It All” og ”What Did I Ever Give You”, som alt andet lige nuancerer billedet af Kaiser Chiefs, der sandsynligvis af mange afskrives som værende noget værre drukindie. De er bestemt mere end det, og gid de tør vise dette noget mere ved deres fremtidige koncerter.

Det gør de dog – trods alt meget passende – ikke ved koncertens afslutning, der leveres i form af ”Thank You Very Much” og den ganske meget forlængede udgave af ”Oh My God”, bandets allerførste single. ”Oh my god, I can’t believe it, I’ve never been this far away from home” gentages nærmest i det uendelige, inden koncerten så definitivt er slut, 80 minutter efter den startede.

Tilbage står man så med en lidt mærkelig følelse. Egentlig har man bare lyst til at lade rusen fra den sidste halvdel af koncerten diktere det overordnede indtryk, for det var næsten fuldt ud så godt, som man kan kræve af et så britisk band på udebane. Men den noget blandede fornemmelse fra første halvdel sidder stadig i kroppen, og naturligvis skal den også indgå i bedømmelsen. Så der afgives det viste antal stjerner – med en klar erkendelse af, at bandet på deres bedste dage og i den rette kontekst kan levere en koncert, der som minimum er til én mere. Måske bliver det den næste i Oslo, men det bliver nok snarere én i hjemlandet, hvor synergien mellem band og publikum nødvendigvis må være allerstærkest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA