x
Chimes & Bells: Into Pieces Of Wood

Chimes & Bells
Into Pieces Of Wood

Chimes & Bells: Into Pieces Of Wood

GAFFA

Album / A:larm Music
Udgivelse D. 09.02.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Cæcilie Trier er en travl kvinde. Hun er blandt andet cellist og korsanger i Choir Of Young Believers og den ene frontfigur i nyligt albumdebuterende Le Fiasko, og nu er hun så aktuel med sin helt egen gruppe Chimes & Bells. Det musikalske slægtskab med Le Fiasko er dog tydeligt på debut-ep'en Into Pieces Of Wood, der ligeledes dyrker det langstrakte og støjende udtryk, dog mere minimalistisk og repetitivt, hvor sanglængden er nærmest omvendt proportional med antallet af akkorder. Cæcilie Triers klagende cello løber gennem sangene som en vemodig understrøm under de tilbagevendende bølger af støjende guitar, raslende tamburiner og Cæcilie Triers tilbageholdte, næsten sukkende sangforedrag og ofte smertefulde tekster. Ambitionen har tydeligvis været at skabe et helstøbt, magisk udtryk, der nærmest suger lytteren til sig - lidt i stil med let åndsbeslægtede navne som Mazzy Star, My Bloody Valentine og Velvet Underground - og det må man sige i høj grad er lykkedes med denne lovende ep. Det skal blive spændende at høre klokkeværket over et helt album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA