x
Tower Of Power: Amager Bio, København

Tower Of Power, Amager Bio, København

Tower Of Power: Amager Bio, København

Anmeldt af Carsten Skov Teisen | GAFFA

Der er noget nærmest naturstridigt over et band, som så småt begyndte at røre på sig på rock- og funkscenen i de allersidste gisp af 60'erne - og som stadig, godt 40 senere, formår at fremstå sprudlende af liv. Et band, der tilmed næsten mere har gjort karriere som en del af lydtapetet bag andre kunstnere end i kraft af egne udgivelser og eget navn. Torsdag aften lagde Tower Of Power endnu en gang turen forbi Amager Bio, så man med kulde, sne og is udenfor kunne checke, om bandet havde en portion af den absolut godartede globale opvarmning med sig.

Der var ikke gået mange takter af "We Came To Play", før man kunne mærke, at der var sat vand over til en festlig aften. Publikum tog imod med åbne arme og højlydt begejstring. Det var, som om det tændte ekstra op under et band, der ellers for de centrale medlemmers vedkommende har nået en alder, hvor man normalt taler om efterløn og nedsat arbejdstid. Heldigvis blev det med "Ain't Nothin' Gonna Stop Us Now", titelnummeret fra et album fra 1976, slået fast, at gnisten og spilleglæden er i behold i en grad, der bør gøre tidens upcoming stars mørkegrønne af misundelse.

Numre som "Funkafize", "On The Serious Side", "How Could This Happen To Me" blev så hurtigt, nærmest utålmodigt, at man var lige ved at tro, at det var akkordarbejde. Heldigvis skete det ikke på bekostning af præcision og intensitet. Et ypperligt begejstret publikum sørgede for at holde bandets nerve spændt, så stemningen til stadighed bevægede sig mod nye højder.

Herligt at opleve, hvordan Emilio Castillo på tenor sax og Stephen "Funky Doc" Kupka - efter førstnævntes udsagn "partners in crime" - holder sig evigt unge sammen med betydeligt yngre kræfter som Adolfo Acosta på trompet og Michael Bogart på trompet, basun og vokal. Alt sammen smeltet sammen af en overstrømmende veloplagt forsanger, Larry Braggs.

Vi fik "So Very To Go", "What Is Hip", "You're Still A Young Man" og "This Time Is Real" med en stadigt tættere og mere intens kontakt til et publikum, der for den ene halvdels vedkommende bestod af folk, der i det store og hele havde fulgt Tower Of Power fra starten. Den anden halvdel ku' være børn af den første halvdel - men det var nu de unge, der skabte trængsel foran scenen og som tilsyneladende havde taget forældre-generationens Tower Of Power-feeling til sig. Fællessang er et fortærsket ord, men denne aften er betegnelsen meget rammende for det livsglade fællesskab, der opstod mellem de ni mere eller mindre bedagede herrer på scenen og det ungdommelige publikum.

Man siger om Charlie Watts, at han har prøvet at forlade Rolling Stones siden 1969. David Garibaldi, der indtog en diskret plads bag trommerne, har faktisk forladt bandet fire gange - men heldigvis har han hver gang haft lyst til at vende tilbage for at yde sit bidrag til, at Tower Of Power forbliver garanten for en svedig, rockende, gyngende og funky aften.

Endnu en gang var de to band-grundlæggere Emilio Castillo på tenor-saxofon og Stephen "Doc" Kupka på baryton-saxofon omdrejningspunktet for en aften i selskab med Tower Of Power. Men i virkeligheden er det både urimeligt og umuligt at skille individuelle præstationer ud fra et hold i konstant bevægelse og forandring. Der er nemlig tale om musik som en levende organisme, hvor medlemmerne i dén grad er der for hinanden, og legende let fletter soli og den solide rytmebund sammen for straks igen at lade sangeren Larry Braggs få plads ved mikrofonen.

Jeg drog af sted ud i nattens kulde, godt og grundigt varmet op af et band, der trodser alderstegn og fortsat tumler legesyge rundt i grænselandet mellem rock, funk, jazz og soul. Spørger man band-medlemmerne, hvordan man skal rubricere Tower Of Power, så siger Emilio Castillio "urban soul music". Brent Carter, tidligere forsanger i bandet, kalder musikken for "old school funk with a new school flavor", mens den tidligere Tower Of Power-saxofonist Lenny Pickett i brede vendinger taler om verdens "greatest rhythm and blues band". Heldigvis er der ingen musikgenre, der kan fastlåse Emilio Castillo og resten af holdet.

I hvert fald ikke den torsdag i februar 2009, hvor Amager fik en forfriskende smag af lørdag, fest og californisk sol og sommer. Det kan anbefales at tilkalde bygnings-sagkundskab - så det kan blive kontrolleret, om Tower Of Power nu også lod taget lod taget ligge, hvor det ska' ligge. Jeg er ret sikker på, at jeg så det lette ...

Tower of Power får fire stjerner for den musikalske nerve - og den femte for at hæve den musikalske oplevelse helt derop, hvor tid og alder bliver sat ud af kraft.

Tower Of Power spiller på Train i Århus 20. februar.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA