x
Kim And The Cinders og Southern Gothic Tales: Posten, Odense

Kim And The Cinders og Southern Gothic Tales, Posten, Odense

Kim And The Cinders og Southern Gothic Tales: Posten, Odense

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

For få fremmødte forhindrede ikke Kim Jeppesen med band i at spille et langt, syret og eksperimenterede sæt. Med to timers spil af højeste klasse, der var rundt i alle kroge af stemning og hastighed. Publikum var dog ikke helt med på idéen.

Kim And The Cinders er frontmand Kim Jeppesen, bror og trommeslager Bo Jeppesen (begge PowerSolo) og Horatio Lindez som musikalsk altmuligmand. Og denne aften Maria Timm på bas. Et super velspillende crew hele vejen rundt, med den røde tråd, at der ikke rigtig var nogen. Tråd var der dog nok af. For det det ene øjeblik fræsede koncerten af sted, for derefter at blive tung, dyb, mørk og stenet, for derefter at gå over i en melodisk leg på instrumenter, for derefter at vende tilbage igen. Som en skizofren kamæleon. Med overvejende god farvesans vel at mærke.

Der var et kæmpe musikalsk overskud, og legesyge er en overskrift. Men legestuen var ikke fyldt godt nok op. Der var under 50 i salen. Et tal, der underligt nok også ligger tæt på gennemsnitsalderen. Men det spredte fremmøde nedtonede da den kæmpebrøler, det var at sætte runde borde med fyrfadslys rundt i salen. Helt op til scenen. Fyrfadslys på runde borde er lige så passende til en rockkoncert, som stage diving er til en opera.

Der blev dog ikke gjort meget fra scenen for at samle den forsamling, der var naturligt adskilt af borde. Der var ikke meget "Hej med jer". Når Kim Jeppesen talte, var det mest sort og/eller fransk. Og øjnene var lukkede eller bag solbriller hele aftenen. Bortset fra da en kæmpeidiot tidligt i koncerten råbte "Nu gi'r I den gas", for at få en besked om at slappe af og en oplysning om, at de tynde, tatoverede arme "godt kan slå en proper lussing". Hvorefter bandet spillede noget, der lød som en maskinhal på overarbejde.

Forsangeren virkede dog alt i alt ikke helt på forkant med scenekanten, og virkede ærligt talt, som om han havde suget for hårdt og for længe på krøllede cigaretter med inspirerende tobak. Han forlod scenen et par gange og kravlede til sidst rundt i bar mave og fik pedaler og andet godt til at feede op ad monitorerne. Spillet og sangen var dog noget, mange professionelle forhåbentlig drømmer om at gøre lige så godt. Og den sampler, han har i munden, der kendes fra PowerSolo, fik vi også et par smagsprøver på. Der gemmer sig en utrolig mængde sangere og slagtøjsinstrumenter i den mund.

Horatio Lindez' kunnen imponerede også, på et orgel, der lød som legetøj og verdens mindste banjo. Begge dele spillet med største alvorlighed og selvfølgelighed. Og man sad skiftevis med latter og kæmpe beundring. Hertil en masse andre instrumenter som guitar (som han spillede bedre, end friskbrygget kaffe dufter) og andalusisk rytmestav.

Al den legesyge kom som sagt rundt i lydbilledet, men nok virkede det som jam og improvisation, men spilleglæden var ikke umiddelbar. Og man kunne få det indtryk, at det bare skulle overstås. Og det er nok til dels rigtigt, men det var fra publikums side. For da bandet forlod scenen efter halvanden time, var bifaldet så svagt, at en fremkaldelse ikke lå lige for. Men Kim And The Cinders kom på scenen alligevel, og gav os en halv time mere.

Godt klaret at spille i to timer med et enkelt album bag sig (det selvbetitlede album fra 2008).

Men kreativt som det var, hang sættet på midten. Her blev det simpelthen for syret, sumpet og stenet.

Det er dog mere interessant, at en koncert ikke bare er albums spillet gennem koncerthøjttalere, men live-musik i den ægte betydning. Og det fik det lille publikum, og noget spændende af slagsen, der var mere udfordrende for lytteren, end koncerter er flest. Og det er i sig selv positivt.


Opvarmning: Southern Gothic Tales (4 stjerner)

Da sanger Anders Hvelplund Riis og de fire venner i Southern Gothic Tales gik på scenen, kunne der tælles 23 mennesker i salen. Det fik bandet dog hurtigt vendt til deres fordel. I højere grad end hovednavnet. Som sagde de "Jamen, så tager vi da bare en times hygge i øveren". Befriende og egentlig passende til musikken, der var mere hyggelig, rar og personlig end nyskabende og rigtig spændende. Især de stille numre kunne godt glide over i det småkedelige.

Men der blev kompenseret i de mere energiske numre, og med de allestedsnærværende sjove anekdoter, som den om, at de da ville blive glade, hvis vi ville købe deres cd. Som de egentlig selv synes er for dyr.

Sangerens stemme kunne heldigvis også bruges til netop sang. Anders Riis har en god, varm stemme, med godt nærvær. Som hvisker han én i øret uden at hviske. Med en lighed med Sir McCartneys. Udtalt i "Small Town Choir", som den tidligere Wings-frontmand ville have været stolt over at have skrevet.

Rytmesektionen var de fleste steder, som den var de fleste steder i USA for 50-60 år siden. Som et damplokomotiv, der tøffede af sted. Eller "The Tenesse Three", om man vil. Dertil en følsomt spillet slideguitar, der desværre var trukket rigeligt langt tilbage i lydbilledet.

Til sidst i koncerten var begejstringen tydelig at spore i de rynkede ansigter i salen. Men Southern Gothic Tales turde ikke forsøge at blive klappet ind på grund af det spredte fremmøde, som de sagde. Men det skulle de nu nok være blevet. Med bedre held end hovednavnet faktisk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA