x
Plaid: Musikcaféen, Århus

Plaid, Musikcaféen, Århus

Plaid: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Jacob Tøfting Hove | GAFFA

Britiske Plaid har siden starten af 90'erne været en del af det legendariske pladeselskab Warps største kunstnere, hvor duoen har stået for at udvikle den mere melodiøse side af pladeselskabets lyd, som Squarepusher og Aphex Twin bedst repræsenterer. Plaid, bestående af Ed Handley og Andrew Turner, giver lørdag aften smagsprøver på et bredt repertoire, der både ser frem og fører tankerne tilbage til de altid varme elektroniske kompositioner fyldt med harmoni og spøjse ugenkendelige lyde på albummene "Not For Threes" fra 1997, "Rest Proof Clockwork" fra 1999, "Trainer" fra 2000, "Double Figure" fra 2001 og "Spooks" fra 2003.

Plaid lægger aftenen ud med en tung omgang drum'n'bass, der hurtigt bliver til den mere spontane drill'n'bass-afart, med hurtige trommerytmer, en tung underliggende bas og opklippede beats og breaks, som de to ovenfor nævnte kunstnere har perfektioneret. Den heftige start er glædelig, fordi det, der vælter ud af højtalerne, ligger meget fjernt fra musikken på Plaids seneste udgivelse - soundtracket til den japanske film "Heaven's Door", der på en god dag kan kaldes stemningsskabende og på en dårlig: Kedelig. Men denne aften i Århus foregår det hele anderledes hårdtslående. Den britiske duo har tydeligvis fået ørerne op for dubsteppen, der siden årtusindeskiftet har vokset sig større og større i både genrens og Plaids hjemby, London, hvorfra de tunge basvibrationer har bredt sig til resten af verden i form af kunstnere som Skream, Benga og Burial.

Og det virker. De hårde basstød forplanter sig blandt de godt 150 gæster på Musikcaféen, hvor ikke mange blandt publikum formår at stå stille til en først intens så flydende klangbund, der snart bliver til dub og senere reggae krydret med steel-drums, der helt i Plaids ånd er forvrænget til en brummende masse. En pumpende, enerverende basgang tilsat få anslag på en guitar og senere et deep house-nummer omsætter det massive bombardement af trommeloops og lyde fra computerspil til dansable rytmer.

Bygger op - og river ned igen

Publikum får dog ikke lov til at danse særligt længe. Aftenens store problem er, at Plaid ikke giver de gode vibrationer lov til for alvor at forplante sig hos et feststemt publikum. Alt for ofte byder Ed Handley og Andrew Turner op til dans med en omgang old-school jungle tilsat klik-lyde for derefter at lægge festen til ro under slumretæppet til fordel for glimrende, men upassende electronica, der fører tankerne over på danske Opiate. Det virker som om, at Plaid forsøger at stable for meget poetisk stemning på benene på tidspunkter, hvor publikum hellere vil have power, rå energi og knap så meget hyggelig vamset plaid. Plaid bygger det flot op, men river det for hurtigt ned igen, og det er en skam.

Plaid har på nogle af deres album leget med at tilsætte en fængende rytme til et nummer, lige før det slutter, så lytteren kun lige når at fornemme en smuk harmoni, inden det er for sent. Hvis koncerten denne lørdag aften i Mejlgade skulle være et lignende kunstnerisk projekt, hvor publikum aldrig må nå at peake, kan man kun spørge: Hvorfor? Vi havde det jo lige så sjovt.

Glæde, morskab - ja en hvilken som helst form for synlig reaktion - er derimod umulig at spore hos de to mænd på scenen. Ed Handley og Andrew Turner står stort set gemt omme bag låget på hver deres bærbare computer hele aftenen. Da koncerten slutter efter en time med et "thank you" ud til publikum, er det en af de eneste gange, at de to fjerner øjnene fra laptoppen og kigger ud på de gæster, som er kommet for at se en koncert med levende mennesker. En sådan mangel på interaktion kan et hvilket som helst lysshow bag de optrædende ikke redde. Det hiver stemningen i den gale retning og giver et uvedkommende indtryk på publikum, der ellers forsøger at skabe kontakt med musikerne på scenen. Den manglende rapport til trods kvitterer et måske for taknemmeligt publikum for musikken, og de hiver Plaid på scenen igen til et kort ekstranummer i tråd med resten af koncertens melodiøse, hurtige beats og tunge bas - men dér er det slut.

Overordnet betyder de mange skift i tempo og genrer, at Plaids koncert musikalsk aldrig bliver kedelig. Desværre går det ud over helhedsindtrykket, og koncerten fremstår usammenhængende og uden retningssans. Publikum bliver ført rundt i Plaids velproducerede landskab, her er dejligt og godt, men de får ikke lov til ordentligt at skeje ud foran den totalt indelukkede duos udstyr. Det er positivt at høre de genkendelige blip-blop-kollager og swingende electronica. Og det lover godt for fremtiden, at Plaid også formår at komme med deres bud på, hvordan blandt andet dubstep kan lyde i 2009. Senere på året ventes albummet "Scintilli" på gaden, og efter koncerten er det album langt mere velkomment end før. Plaid kommer musikalsk vidt omkring og formår hele vejen igennem at sætte deres fingeraftryk på musikken. Koncerten er hele tiden under Plaids kontrol - hvilket er problemet. Publikum bliver der ikke taget hensyn til, og det er synd, når musikken nu faktisk virker skidegodt og har, hvad der skal til.

Ud over Plaid spillede Badun, DJ Pflum og DJ Lemme.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA