x
Yo! Majesty: med Specktors, Lille Vega, København

Yo! Majesty, med Specktors, Lille Vega, København

Yo! Majesty: med Specktors, Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den lesbiske rapduo Yo! Majesty har det seneste års tid været blandt favoritterne på musikblogs verden over.  Deres elektronisk inspirerede miami bass samt ekstreme sceneoptræden skabte en hype, der blev fulgt af albumudgivelsen "Futuristically Speaking ... Never Be Affraid", der høstede en lang række meget positive anmeldelser og hæderskroninger. Næste skridt i Yo! Majesty-dagsordenen blev en Europa-tour, der torsdag førte dem til Lille Vega i København. Uheldige omstændigheder og generel amtatørstil gjorde dog mødet knap så fornøjeligt, som det kunne have været. Før pigerne rullede sig ud, var det dog drengene - fra danske Specktors - der fik mulighed for at imponere.

DM i tom sal
Det så dog længe ud til, at der ikke var mange flere end Vegas personale at optræde for. "DM i Tom Sal" er sjældent en disciplin, Vega nærmer sig med succes. Men tordagens vage publikumstilslutning gjorde vinder-oddsne særdeles gode i Stauning Salen. Pludselig blev der dog i løbet af små ti minutter halvfyldt, og kort tid herefter gik firkløveret Specktors på. Gruppen - der bedst kan beskrives som en dansk blanding af Maskinen og The Cool Kids - har opnået et mindre undergrundshit med "Hellerup Ansigt // Amar Røv". De er kendt for at levere hæsblæsende liveshows, så der var halvstore forventninger til de tre rappere og dj'en. Iklædt cowboy-veste og bombastiske guldhalskæder indtog de scenen til et meget hiphoppet track. Meget ihærdigt forsøgte de at få en feststemning stablet på benene, mens de bestemt proklamerede, at "broerne brænder!".

Specktors stjal rampelyset
Specktors var fra starten en vinder hos publikum. Da stilen senere gik over i det mere ravede, var det dog, som om salen fik for meget. Showet ville sikkert have gjort sig glimrende på en natklub, eller til en fyldt fest. Men en torsdag aften på Vega smittede energien ikke helt efter hensigten. Det var dog forfriskende at se dem gå til opgaven så oplagt, og selvom allestedsnærværende Pato gæstede scenen til sidst, var det Specktors, der stjal rampelyset denne aften.

Gøg & Gokke
Efter en eksplosiv 30 minutters showcase og lidt ventetid gik endnu en kvartet på scenen. De to rappere fra Yo! Majesty samt deres producerteam HardFeelingsUK. Som sidstnævnte navn antyder, stammer producerteamet fra Storbritannien. De to Gøg & Gokke-lignende rappere er i sandhed et umage par. Men de kunne være én-æggede tvillinger, når man sammenligner Yo! Majesty som helhed med deres to producere. De to hvide splejsede, ekstremt nørdede, generte britiske unge mænd og de to store vilde amerikanske rappere fra ghettoen i Florida lå således langt fra hinanden udseendemæssigt, men musikalsk kunne de næppe passe bedre sammen.

Stand in-rap
Yo! Majesty kan vel beskrives som en kvindelig version af Spank Rock. Men live lever de langt fra op til sammenligningen. De meget festlige og charmerende elektrorap-hymner har helt fantastisk koncertpotentiale. Men når dette forvaltes med den attitude, Yo! Majesty lagde for dagen, kan selv de bedste sange være svære at nyde. Der var hverken hoved eller hale på showet. Sjældent blev vers færdiggjort, og det virkede vitterlig ikke, som om hovedpersonerne overhovedet havde lyst til at medvirke i aftenens forestilling. En forklaring kunne være, at den ene af rapperne i virkeligheden blot var stand in for JWL B, der er endt i fængsel. Producerteamet virkede for det meste forvirrede og malplacerede, og da de endelig forsøgte at fyre den rigtigt af, var aftenens koncert drevet så langt ud, at det var for sent.

80 procent ufedt
Det var meget ærgerligt, for når det hele i meget få glimt kørte optimalt fik man indtryk af, at Yo! Majesty havde fortjent hypen og de gode anmeldelser. Men når det kørte dårligt, hvilket det gjorde 80 procent af tiden, kunne Yo! Majesty næppe vinde melodi grand prixet i den lokale ungdomsklub. De udvandrede flere gange af scenen for så at vende tilbage til det diffuse larmecirkus. Om det var mangel på situationsfornemmelse eller bare et mål om at gennemføre for enhver pris, er ikke til at sige. Men vi havde nok alle sluppet billigere, hvis Yo! Majesty var blevet hjemme denne aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA