x
Allan Olsen: Amager Bio, København

Allan Olsen, Amager Bio, København

Allan Olsen: Amager Bio, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Allan Olsen er nok den Lars Lilholt, som anmelderne godt kan lide. Underspillet nordjysk lune med sans for at ramme folk midt i smilehullet - på den fede måde. Historiefortællende, fandenivoldsk og dog tilpas afdæmpet til, at der ikke går for meget gøgler over opsætningen. Allan Olsen er cool på den gammeldags måde, og publikum elsker ham for det.

En rutineret Olsen Bande
Allan og band gik på scenen godt en time efter, at Sys Bjerres anmelderroste søster in mind Annika Aakjær havde varmet publikum godt op med skæve hverdagsbetragtninger og ungdommelig feminint vildskab. Forrest tager Allan Olsen plads på en taburet og med alpehuen sikkert spændt fast på den hvide hovedbund. Bag sig havde han taget det efterhånden sædvanlige rakkerpak med af rockklenodier: Eks-Gnags-guitarist Per Christian Frost, svenske Perry Stenbäck på guitar, mandolin og lap-steel-guitar, Michael Friis på trommer, Gry Harrit på kor og sidst, men ikke mindst den fantastiske bassist Wili Jønsson fra museumsbandet Gasolin'.

Teknisk uheld
Holdet lægger ud med sangen "49". Et tungt drive med en fængende guitar, men selvom bandet lige skal spilles varmt, så har de publikum med fra start. Helt oppe ved scenekanten er det svært at skille musik fra sang, så Allan Olsens lyrik trænger desværre ikke helt ud af højtalerne. Det er dog glemt allerede ved andet nummer, hvor "Op til Alaska" kommer på banen og straks udløser fællessang og en stemning, som var det et ekstranummer. Forinden går der lidt Niels Hausgaard i den, da Allan Olsen spørger publikum, om de ikke synes, Annika Aakjær var god. "Kan være hun, kommer igen senere ... for at hente sit plekter" efterfulgt af massive latterbrøl fra tilskuerne. Den joviale stemning fortsætter ufortrødent koncerten igennem, og da de skal til at spille "De Kommende År", går Perry Stenbäcks forstærker uheldigvis i stykker, så Allan Olsen må bruge sit taletalent for at holde koncerten kørende.

Tilfældig jamsession
Det håndterer han til gengæld glimrende, og selvom det til tider virker som en tilfældig jamsession mellem en flok rutinerede herrer, så er det med til at give en særlig nerve og intensitet, når Allan Olsen nærmest tilfældigt trasker frem og tilbage på scenen for at snakke med bandet eller skal overveje, hvilken guitar han vil bruge midt i nummeret.
På grund af at teknikken fucker op, forlader bandet scenen. "Jeg bliver heroppe, fordi mit lort virker," som Allan Olsen siger, da han meget smukt centralt placeret i spotlightet præsenterer en stille sang, som jeg desværre ikke kender titlen på. Da sætlisten skrottes efter teknikproblemerne, er det svært at få dokumenteret, medmindre man kender sangen. Men smukt er det, og på nummeret "Taberens søn" får Allan Olsen virkelig givet københavnerne en lektion i nordjysk dialekt og røverhistorier.

Savner opvarmningsbandet
Efter de to smukke ballader kommer bandet på scenen igen, og de er med det samme oppe i omdrejninger. Især svenske Perry Stenbäcks skiftende soloer på henholdsvis mandolin, el-guitar, men især siddende på lap-steel guitaren er en fryd for øret. Det er solid voksen, rocket pop, når det er bedst, og de gutter ved, hvordan et par strenge skal slås an.
Før ekstranumrene slår det mig, hvor irriterende det var, at Allan Olsen i starten laver en teaser med at sige, at Annika Aakjær måske/måske ikke vil komme tilbage på scenen. Hendes opvarmningsshow var så fængende, at jeg konstant venter på, at hun kommer tilbage på scenen.

Når enden er god...
Jeg skal dog vente i to ekstranumre, hvoraf den første "Lille Gråspurv" har en sjov politisk parentes: "Og selvom Jens Rohde har forladt politik (og er vendt tilbage), så flyv mens du kan. Lille gråspurv - rendestenens pjalteproletar," som han fremfører alene uden musik.

Herefter slutter koncerten af i et meget langt improviseret soloræs, hvor alle bandmedlemmer får luftet guitarstrenge og pedalpuder. Excentriske Wili Jønsson kontrollerer tilfældighederne, og tidligere annoncerede Annika Aakjær kommer på scenen for lidt skuffende kun at synge med på kor til afslutningsnummeret "Aston Martin '66".

Trods tekniske problemer og en smule pauser mellem numrene, som Allan Olsen udfyldte med jokes, så må man konstatere, at publikum fik, hvad de var kommet efter.

Allan Olsens hjemmeside inklusive turnéplan


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA