x
The Prodigy: med ElectroJuice, Den Grå Hal, København

The Prodigy, med ElectroJuice, Den Grå Hal, København

The Prodigy: med ElectroJuice, Den Grå Hal, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Jeg vil egentlig gerne indlede denne anmeldelse med at undskylde for de tre stjerner. Jeg ville frygtelig gerne uddele flere af slagsen, og Prodigys energi og indsats fortjener dem bestemt, men lydforholdene var desværre alt andet end optimale, og det trækker markant ned hos en gruppe som Prodigy, der nok er kendt for at sparke en fest i gang, men som også - og lige så vigtigt - associeres med overlegen elektronisk lydproduktion. Sidstnævnte havde hårde kår til koncerten i Den Grå Hal.

Sidst jeg så Prodigy live, var da de gæstede Store Vega i forbindelse med deres "Their Law"-turné. Det var en helt igennem fabelagtig koncert, og med en flot livelyd, der virkelig sørgede for, at gruppens musik sprudlede. Desværre har jeg også oplevet Prodigy i KB Hallen, hvilket var en nærmest stik modsat oplevelse, hvor lyden sejlede og rungede ganske forfærdeligt. Jeg var derfor på forhånd en lille smule nervøs i forhold til netop lydforholdene denne gang - helt konkret er problemet, at gruppens musik betjener sig af en betragtelig mængde tung bas, både i form af stortromme og diverse fræsende basgange fra synthesizere, hvorfor rummets akustik spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Det begyndte ellers lydmæssigt godt med opvarmning ved duoen ElectroJuice, der faktisk - modsat Prodigy - havde en overvejende flot defineret lyd under deres sæt. Det hører dog samtidig med til affæren, at der var endog væsentligt færre live-elementer i duoens optræden end hos Prodigy. Til tider lå det reelt tættere på et regulært dj-sæt, og så er det selvsagt en hel del lettere at opnå god lyd. Det ville nok have været en sjovere oplevelse, hvis de pressede juicen lidt ekstra på livekanten, altså i højere grad leverede en egentlig koncert, men Prodigy har ofte tidligere betjent sig af dj's som opvarmning, så set i det lys passede ElectroJuice fint ind i traditionen.

Efter en halv times ventetid gik Prodidy så på scenen og fik naturligvis en varm modtagelse - med sin baggrund i forskellige subkulturelle miljøer og musikalske stilarter passede gruppen særdeles godt ind et sted som Den Grå Hal på Christiania. Her var den helt rette stemning og et broget publikum sammensat af electronicanørder, technofræsere, gothpunks og hippietyper i alle aldre, så set fra den kant kunne det næppe være bedre. Der var da også helt fra begyndelsen af en god stemning mellem band og publikum, og selvom det i løbet af blot et par numre stod fast, at lyden var ikke god, så forstod Prodigy alligevel at tænde op under festen. Det varede ikke længe, før der blev både hujet, klappet, hoppet og danset blandt det entusiastiske publikum, som altid pisket godt på vej af de energiske frontfigurer Keith Flint og Maxim Reality, der spænede frem og tilbage over scenen og konstant sørgede for, at publikum aldrig faldt til ro og blev kedelige.

Liam Howlett, producerhjernen og synthesizerhajen bag Prodigy, befandt sig, også helt som vanligt, bag sin maskinpark koncerten igennem - problemet var bare, at ofte var det reelt meget svært at høre, hvad han lavede. I afdæmpede passager uden for megen rytmik, eller i de tilfælde, hvor synthesizerne sneg sig op i de høje oktaver, kunne man være med, men ellers druknede det meste desværre i rungende rytmik og basmudder. Og det er en skam, for Prodigys musik er netop fyldt med fængende synthesizertemaer, skrigende 303-riff, hektiske sequencere og opfindsomme samplerdetaljer. Det man hørte mest af til koncerten var breakbeats, metalguitar og pletvis vokal, altsammen rungende mere, end hvad godt var. Det rykkede stadig, og publikum rykkede med, så der kom bestemt en fest ud af det - men den helt store musikalske oplevelse udeblev desværre, og det er virkelig synd og skam, for musikerne gjorde det fint på scenen. Men når man står deroppe, så ved man reelt ikke, hvordan lyden er ude i salen, blandt publikum, og så er der ikke meget at gøre.

Koncerten bød, ikke overraskende, på numre fra det netop udsendte album "Invaders Must Die", herunder det fremragende single-udspil, "Omen", men også på de klassiske hits, man kunne forvente, såsom "Breathe", "Poison", "Firestarter" og "Smack My Bitch Up". Overraskende nok blev albummene "Experience" og "Always Outnumbered, Never Outgunned" sprunget over, og det kan måske godt undre en smule, når nu koncerten i alt varede omkring en time og et kvarters tid - noget flere koncertgængere tilsyneladende syntes var lige kort nok sluppet, med en billetpris på omkring 400 kr.

Til syvende og sidst var det eneste alvorlige problem dog de vanskelige lydforhold. Til gengæld var de i perioder så vanskelige, at det hele til tider tog sig ud som en lidt for hårdt komprimeret mp3-fil, og det led musikken under. Hvis man kom mest af alt for at feste, mere eller mindre påvirket eller ej, så fik man formentlig til fulde, hvad man sigtede efter, men lydmæssigt var dette beklageligvis et par trin ned ad stigen efter den fremragende koncert i Store Vega. Jeg ville så gerne hive flere stjerner op af posen til et veloplagt Prodigy, for de gjorde det godt. Lyden var bare ikke med dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA