x
Lily Electric: Lovelite ep#1

Lily Electric
Lovelite ep#1

Lily Electric: Lovelite ep#1

GAFFA

Album / PonyRec
Udgivelse D. 16.03.2009
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Efter en kæphøj og overbevisende debut er Danmarks, by Berlin, fineste artrockere klar med en seks-numres ep, kun på vinyl (og download). The Pedestrians starter lidt demoagtigt ud, med enkel guitar over en lav trommen. Nummeret tager lidt til, men holder sin skitse-lyd, og får ekstra charme fra den lette skratten af pickuppen. Rats Blossom Into Boys er næsten Cure-klingende på såvel titelfront som i dyster popkunst, og Screams følger i samme spor, med tæt og insisterende guitar- og trommeklang. B-sidens tre numre starter mere muntert ud. No Love Like In Missing Someone er det mest "klassiske" Lily Electric-nummer, med højt tempo over det vanligt fine og flerstemmige vokalarrangement. Dancing Rakes holder kadencen i simplere og endnu mere poppet form. Melodi og keyboard-underlægningen på Elephants er lige tung nok, men ødelægger ikke indtrykket af, at der stadig er masser af musikalsk elegance og artsy guitarhooks hos Lily Electric, og man må vente spændt på ep, og album, nummer to.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA