Rugsted & Kreutzfeldt: Går Gennem Tiden Live

Rugsted & Kreutzfeldt
Går Gennem Tiden Live

Rugsted & Kreutzfeldt: Går Gennem Tiden Live

GAFFA

DVD / Gateway Music
Udgivelse D. 17.03.2009
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Selvom der er løbet meget vand gennem åen, siden Rugsted & Kreutzfeldt i starten af 80’erne blev allemandseje efter 20 minutters tv-optræden på Spil Op, er spilleglæden hos de to musikere intakt. 16 af deres bedste sange leveres på Går Gennem Tiden Live med både stor overbevisning og indlevelse. På trods af at Rugsted & Kreutzfeldt med deres hold af unge musikere i ryggen er virkelig velspillende, bliver det hele desværre en kende for 80’er-pænt og poleret i længden. Man savner ærligt talt lidt ridser i lakken, især nu hvor de to herrer jo trods alt er blevet ældre.
Koncertoptagelsens billedside ligner hist og her noget, en velmenende amatør har moret sig med at køre igennem diverse effekter i moviemaker på hjemme-pc’en. Det er sine steder decideret pinligt og gør selvsagt ikke noget godt for helhedsindtrykket af koncerten. Det samme kan siges om ekstramaterialet, der omtrent svarer til det, man på en god dag kan støve op på Wikipedia. De fleste vil få større glæde af at investere i et af duoens opsamlingsalbum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA