Er De Sjældne: Lyserød Lyseblå Beige

Er De Sjældne
Lyserød Lyseblå Beige

Er De Sjældne: Lyserød Lyseblå Beige

GAFFA

CD / Geiger Records
Udgivelse D. 30.03.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Det her havde jeg ikke lige set komme: Efter ni års albumtavshed er den tidligere Lovebites-sangerinde Solveig Sandnes omsider tilbage. Nu med danske tekster, skrevet af digteren Lone Hørslev og med kærlighed og, af alle ting, fugle som et gennemgående tema? Og udsendt på det lille, men kvalitetsbevidste selskab Geiger Records?! Men den er god nok, og det er albummet faktisk også: Sandnes' lyse og sfæriske stemme er lige så smuk som altid, og hendes afdæmpede sange med ukulele, skrabede programmeringer og filigran-fine korarrangementer som gennemgående pejlemærker fungerer fint. Lyrikken er som antydet i sikre digterhænder, og ikke mindst sangen Spurvehøg, et trekantsdrama mellem han, hun og, ja, en spurvehøg, er yderst vellykket og temmelig uortodoks både tekstligt og musikalsk. Lyserød Lyseblå Beige må karakteriseres som en forholdsvis smal plade, men den er ingenlunde svært tilgængelig - og hermed anbefalet til både ornitologer og andre, der deler disses nysgerrighed.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA