x
The Blue Van og Wrong Side Of Vegas: Kansas City, Odense

The Blue Van og Wrong Side Of Vegas, Kansas City, Odense

The Blue Van og Wrong Side Of Vegas: Kansas City, Odense

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den blå vogn fra Nordjylland er et af de mest oversete bands i den danske rockhistorie. Selvom anmelderne gang på gang smider topstjernede anmeldelser efter de 60'er-inspirerede landevejslitterater, står det store gennembrud stadig og banker på. Det virker dog ikke til, at rockkvartetten giver op uden videre. De var nemlig kastet ud på en himmelfærd lørdag aften på Kansas City i Odense.

Aftenens første positive overraskelse var opvarmningsbandet, Wrong Side of Vegas, der er et navn, man må holde øje med i fremtiden. Med nik til Jet, The Clash og Black Sabbath leverede de lokale fynboer en stilsikker performance, med velfungerende, blues'ede rytmer. Til tider var det svært at se kontrasten mellem Wrong Side of Vegas og The Blue Van. Der var samme selvfede attitude, samme frisurer, samme ukomplicerede tilgang til rockmusikken. Fantastisk.

Fuldt blus på rockbarometret

For skal man beskrive The Blue Van med et enkelt ord, kunne det passende være: ukompliceret. For de fire nordjyder går tilgangen til rocken stadig gennem de tungtvejende, bluesede basgange, den rå attitude, den pulsende energi og den indbyrdes gnist, der på alle måder kommer til syne på scenen. Fra koncertens start var The Blue Van helt ude i hovedet på publikum. Organist og guitarist Søren Christensen uddelte high fives til de forreste rækker af publikum, og bassisten Allan Villadsen lignede ikke en mand, der skulle hjem og sove lige foreløbig. Eller nogensinde igen.

Det første nummer "Product Of DK" var en fin, dog lidt blød, start, men allerede fra sættets andet nummer "I'm a Man," gyngede gulvet i Kansas City.

For The Blue Van er der ikke noget med at hægte sig på rockverdenens nye vogn, og fylde numrene med intermezzoer af bløde keyboardtoner og langstrakte strygere. Kun et orgel, som Søren Christensen bokser på i takt med at han headbanger og laver bevægelser med underlivet, som lå han allerede i lag med en groupie. Det handler om sex, tempo, kastevinde, og hvis man for en kort stund lukker øjnene, kan man se sig selv på ladet af den blå vogn, på vej gennem den amerikanske ørken med en flaske Jack Daniel's i den ene hånd og en smøg i kæften. Det er egentlig ikke originalt på nogen måde. Der er ikke det store potpourri af stilarter. I stedet er der lige dele The Kinks, Black Rebel Motorcycle Club, og The Who i rockblenderen, og forsanger Steffen Westmarks guitar lyder mistænkeligt meget som Led Zeppelin eller Black Sabbath. The Blue Vans rockudtryk er så svulstigt, og så let tilgængeligt, at man skal være i ualmindeligt dårligt humør for ikke at blive afvæbnet af de fire gutter fra Hallund ved Brønderslev. Også selvom rockgenren ikke bliver tilføjet noget nyt.

Kedeligt publikum

Publikummet i Odense var desværre ikke altid lige med på The Blue Vans opskruede tempo. Der blev hoppet på de forreste rækker, men helt ud på scenegulvet nåede gruppen aldrig, selvom de gjorde alt, hvad der skulle til. Eksempelvis startede Søren Christensen koncerten med at udråbe Odense til Danmarks rockby nummer et. En decideret løgn, men det virker alt sammen. Der blev sunget med til omkring halvdelen af sætlistens numre, men generelt bar publikum præg af, at The Blue Vans gennembrud stadig er en sang, de mangler at skrive. Koncerten gik således en anelse ned i kadence efter de to første numre. De næste fire numre havde ikke den samme knivskarpe overlevering, som der blev åbnet med. Lyden var heller ikke helt god nok, men det er ikke at klandre bandet.

Og efter en kort ørkentur sprang det hele i luften. Allan Villadsen spænede rundt på scenen. Steffen Westmark var flere gange i knæ med sin guitar placeret solidt i skridthøjde, pegende lige op i luften. Søren Christensen indtog højtaleren, og trommeslager Per Jørgensen hamrede løs, mens de forreste rækker væltede. Publikumsfavoritterne "Put My Name in the Sand" og "Silly Boy" blev slynget ud over publikum som de to sidste numre, inden ekstranumrene "I Can Feel It" og "Mob" blev selvsikkert leveret.

The Blue Van var en eksponentielt stigende rockoplevelse, der endte med bare maver, sveddryppende headbanging og et forsøg fra Søren Christensen på at smadre sit Hammond-orgel. For overtegnede er det en gåde, at The Blue Van ikke har fået et kommercielt gennembrud. Måske er det fordi danskerne hellere vil høre Basim og Medina. Det ville nogle gange være rart med lidt kunstnerisk cadeau.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA