x
The Presidents Of The United States Of America: Posten, Odense

The Presidents Of The United States Of America, Posten, Odense

The Presidents Of The United States Of America: Posten, Odense

Anmeldt af Kristoffer Kræn | GAFFA

Det danske emo-band Minor Flaw spillede aftenens første gig. Bandet skal have ros for dets forsøg på at spille Posten op, samt for at kaste sig ud i en ambitiøs trestemmig vokalanretning, som dog flere steder var svær at fordøje. Det var et hæderligt, hjerteligt forsøg, men det skinnede aldrig ordentligt igennem. Mest fordi kontrasten til det vanvittige the Presidents of the United States of America var så markant.

Wow!

Det var den følelse, man stod tilbage med, efter de amerikanske fantasilitterater, The Presidents of the United States of America, eller bare PUSA, havde forladt scenen på spillestedet Posten i Odense. I USA har gruppen haft stor succes i midten af halvfemserne, men efter deres første, selvbetitlede album, har det været småt med succes. Selvom det nu er blevet til seks album, er bandet herhjemme måske mest kendt for et par enkelte hits, samt for at spille på en guitar med to basstrenge, og en bas med tre guitarstrenge. Det er dog heller ikke albumsiden, der er det stærke ved PUSA. Mildt sagt. Det til trods var der mødt mange PUSA-kendere op onsdag i Odense. Og Seattle-bandet leverede halvanden times harlekinade, med humoristiske tiltag og musikalitet i topklasse.

Humoren i højsædet

Lige fra PUSA gik på scenen var der nemlig humor og punkpop for den dyrekøbte billet. Forsanger Chris Ballew virkede som en lalleglad tosse, og bandets to øvrige medlemmer var velspillende og storsmilende. De to musikalske gadekryds, guitbassen og bassitaren, var sammen med overraskelser i massevis redskaber i det cirkus, der halvanden time frem gøglede og spillede publikum i en overordentlig kampform. Hele Posten var svøbt i glæde, skrig og skrål. Minus lagkage, men plus øl, mindede det om en moden udgave af en børnefødselsdag, man var blevet lukket ind til. Og klovnen, det var PUSA.

Fra sættets første nummer "Old Man" var der fællessang i Odense. Fra andet nummer "Kitty" hoppede PUSA-medlemmerne rundt på scenen. Fra tredje nummer "Rot in the Sun" så hverken publikum eller band sig tilbage. Der blev hoppet, sunget og headbanget. Det til dels fordi bandet er et studie i selvsikkerhed og hårdt arbejde. Eller hvert fald åbenlyst talent.

Et fabelagtigt freakshow

Det var bizart. Kaotisk. Vildt. Som når forsanger Chris Ballew stod foroverbøjet med sit mikrofonstativ over ryggen og sang. Som når han stak mikrofonen ud til en tilfældig publikummer, som fik lov at synge et helt vers - og som tilfældigvis sang godt. Eller når han pludselig hev to "kloner" op på scenen, som var identiske med ham fra skaldet isse til tå. Som når han og Andrew McKeag synkront slog The Whos møllehjulsbevægelse på guitaren. Som når de lige så synkront dansede kosakdans, mens de spillede solo. Eller som når Andrew McKeag spillede slideguitar med sin tomme ølflaske.

De mange underlige tiltag gik rent ind hos publikum, der var mødt talstærkt op, for at se de efterhånden småstøvede hitmagere. Specielt forrest i salen hoppede folk konstant, og sang med på næsten alle de fremførte numre. Oppe foran blev der crowdsurfet, og en enkelt var endda så modig at løbe op på scenen og kaste sig ud over den resterende mængde. Chris Ballew smilede til manden og spurgte: "Do you think they are gonna catch you?." Bandets største hit, "Lump," var aftenens bedste nummer, men hele sættet duftede af gensynsglæde fra publikums side.

PUSA var et freakshow med en overlegen levering af deres både nyeste og gamle numre. Lydbilledet har ikke ændret sig markant siden deres debutalbum i midten af halvfemserne, og det gjorde koncerten en anelse triviel. Men det er det eneste, der er at klandre et veloplagt band, der spiller musik bedre end de fleste.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA