x
Susi Hyldgaard: It's Love We Need

Susi Hyldgaard
It's Love We Need

Susi Hyldgaard: It's Love We Need

GAFFA

Album / Enja Records
Udgivelse D. 26.03.2009
Anmeldt af
Ivan Rod

Susi Hyldgaard er ikke en af de mest synlige sangerinder på den danske jazzscene, men hun er klart en af de bedste, pt. Det har hun påvist gentagne gange, live såvel som på cd. Og hun påviser det endnu engang på It’s Love We Need – et album, der er indspillet i Tyskland sammen med intet mindre end Norddeutsche Rundfunk Big Band. Susi Hyldgaard har selv skrevet og komponeret hele materialet. Roy Nathanson og Bill Ware har arrangeret. Og NDR Big Band har taget musikken til sig! Resultatet? Det er blevet en omgang ”hot music for housewifes,” som sangerinden selv formulerer det. 12 fascinerende sange med vidtfavnende, harmoniske klangflader, der nærmest suger lytteren ind i de centrale dele af musikken. Stærkest står titelnummeret, It’s Love We Need, som er en stilfærdig ballade om nærværet i kærlighedens spændingsfelt. I netop dén ballade virker det som om komponistens, tekstforfatterens, arrangørernes, ensemblets og sangerindens kunstneriske potentialer flyder sammen til et noget nær optimalt udtryk. Alt i alt er albummet noget af det bedste, mest modne og modige fra den danske sangerindes side. Et vellykket livtag med store emner og mange tyske musikere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA