
Miss Kittin & The Hacker
Two
Miss Kittin & The Hacker: Two
GAFFA
Album / Nobody's Bizzness
Udgivelse D. 27.03.2009
Anmeldt af
Jesper Buhl
Miss Kittin & The Hacker fortsætter på Two i samme electropoppede, synth-discofile og firserrefererende gænge som på forgængeren First Album, men denne gang er der i fin tråd med den aktuelle tidsånd skruet op for Giorgio Moroder-inspirationen, hvilket særligt høres på numre som 1000 Dreams (Reprise) og Electronic City. Den poppede og kitsch-bevidste stil og de ironiserende tekster, som duoen kendes for, hænger sådan set udmærket sammen på Two, problemet er bare, at den formular er ved at være tyndslidt, uanset om man ikke længere kalder det electroclash eller ej. Ydermere har Miss Kittin aldrig været den store sanger, hvilket i bedste fald sætter naturlige grænser for meldiøsiteten og i værste fald bliver temmelig pinligt, som på det helt ufattelige fejltrin med Elvis-coveret Suspicious Minds. Frygteligt. Albummets bedste nummer er Pppo, som i nogen udstrækning skifter kitsch ud med patos, hvilket i denne sammenhæng føles som en god ting. We can’t go on together, Kittin og Hacker.