x
Bob Dylan: Arena, Malmö

Bob Dylan, Arena, Malmö

Bob Dylan: Arena, Malmö

Anmeldt af Mathias Nielsen | GAFFA

Han har rejst som musikalsk troubadour i snart en menneskealder. Han har været i konstant udvikling over samtlige 50 karriereår og næsten lige så mange studieplader. Han har på det seneste været utrolig gavmild med at give koncerter i Danmark. Navnet er Bob Dylan.

I aften spiller han i Forum – der er stadig billetter – i aftes spillede han i Malmö. GAFFA var med.

Som sådan var alt, som det har været under de sidste par koncerter på dansk grund: Bob stående med under sin Cordoba-hat bag sit keyboard med siden til publikum. Og så alligevel ikke helt. Denne aften valgte han nemlig at starte stående på midten af scenen uden guitar, uden harmonika, blot udstyret med en mikrofon og sin spiddende tekst i "Maggie's Farm".

Og han blev der såmænd. På midten af scenen altså. Nærmest steppende til "The Man in Me" – den formidable sang, som fik nyt liv i 1998 i filmen "The Big Lebowski" – og "Watching the River Flow", hvor den lystige sanger endda lirede soloer af på sin halvakustiske guitar. Havde det fortsat sådan, var træerne uden problemer vokset ind i himlen.

Men Bob hoppede imidlertid hurtigt om på sin vanlige plads bag keyboardet i forbindelse med sjæleren "When the Deal Goes Down", og her fra lænede man sig desværre tilbage til lidt for mange deja vu-oplevelser til, at koncerten for alvor blev til mere end blot sublim hygge.

Opgraderet show

Når en koncert med denne modne Bob Dylan alligevel aldrig nærmer sig det middelmådige, er det først og fremmest, fordi han nyfortolker sine numre fra aften til aften. En sang er ikke en fast størrelse for Dylan.

Tag for eksempel den ugenkendelige version af "Beyond the Horizon", live-sjældenheden "Ballad of Hollis Brown" eller den sublimt gyngende "High Water (For Charley Patton)". Hér savnede man intet.

Og det gjorde det bestemt ikke værre, at Dylan som sædvanligt havde den formidabelt spillende rytmegruppe bag sig: bassist Tony Garnier, trommeslager George Recile og Donnie Herron, der gyder med blandt pedal steel og banjo. De to middelmådige guitarister Denny Freeman og Stu Kimball har man efterhånden lært at ignorere – de er bare med.

Sammenlignet med den seneste håndfuld koncerter, Dylan har i givet i Danmark, var den minimale showdel tilmed opgraderet med stemningsfuldt og psykedelisk scenelys, som føjede en ekstra dimension til sangskriverens i forvejen billedemalende hymner. Dét kunne man så vælge at lade sig falde hen til efter behag.

Spilop-Bob

Om knap en måned udsendes "Together Through Life" – Dylans 33. plade – som efter sigende skulle være en opløftende og nærmest glad affære, og dén stemning har tilsyneladende smittet på den ellers notorisk negative bedstefar, der twistede fiffigt til rockende rockabilly-udgaver af "Summer Days" og "Highway 61 Revisited".

Han var tydeligvis glad og ekstra spillelysten, den aldrende – måske forelskede? – herre, og om ikke andet, så var det ekstra høje humør da en kærkommen tilføjelse til en seance, der ellers ikke var videre åbenbarende eller forskellig fra de foregående fem, Dylan har givet i Danmark.

Den momentvise magi var der dog som altid, og det høje humør har Bob formentlig og forhåbentlig også med, når han i aften går på scenen i Forum i København. Det bør man ikke snyde sig selv for. Og da slet ikke, hvis man endnu ikke har oplevet populærmusikkens vigtigste sangskriver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA