x
The Tiger Lillies: Odense Koncerthus

The Tiger Lillies, Odense Koncerthus

The Tiger Lillies: Odense Koncerthus

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Da jeg, for et par uger siden, var forbi en af byens pladebutikker for at sprede propaganda for vores lokale gothklub og så en plakat, der reklamerede for Tiger Lillies i Odense Koncerthus, var min første tanke, at det kunne da næppe passe. Men den skulle vise sig at være god nok - sågar på en søndag eftermiddag, og tilmed iklædt barokensemble. Jeg skal indrømme, at jeg var noget tvivlende i forhold til projektet - i helt bogstavelig forstand, om det ville være muligt at samle publikum nok til et så specielt koncept i en by som Odense, der jo nok, lad os være ærlige, ikke just har ry af kulturmetropol. Men dagen oprandt, og min tvivl blev heldigvis gjort til skamme, for selvom koncertsalen ikke var helt fyldt, så var der mere end flot fremmøde, og efterhånden, som koncerten skred frem, skulle det vise sig, at folk havde også medbragt god stemning.

Det havde musikerne til gengæld ikke, for med udgangspunkt i temaet krig og fred, med afsæt hos den klassiske komponist Claudio Monteverdi, handlede det hele mest af alt om at snitte folks hals itu, gerne med skarptslebne sværd. Den musikalske ledsagelse til de bloddryppende fortællinger blev leveret af de tre medlemmer i Tiger Lillies, det skotske barokensemble Concerto Caledonia og den danske operasanger Thomas Medici, og lad det være sagt med det samme, at det gjorde de alle afsindigt godt. Nok så væsentligt var lyden også særdeles flot i Odense Koncertsal, og hele koncerten fremstod dybt professionelt udført fra start til slut. Musikalsk var udgangspunktet nok Tiger Lillies' vanlige fornemmelse for dekadent kabaret, men med fem kompetente barokmusikere og pletvis operasanger med på scenen blev der naturligvis skruet op for indflydelsen fra den klassiske musiks verden. Så selvom koncerten blev solgt som "punk i Koncerthuset", så var der dybest set mere Rick Wakeman end Johnny Rotten over affæren - der blev i hvert fald ikke sparet på de melodramatiske stemninger, snarere tværtimod, og det var rart at se. Rart at se folk turde gå hele vejen og ikke alene præsentere drama, men også stå inde for det. Iført dæmonisk sminke, bowlerhat, harmonika og udtryksfuld falset førte frontmand Martyn Jacques, som en kloning mellem Pere Ubus David Thomas og den excentriske punk-kontratenor Klaus Nomi, salen gennem den ene morderiske historie efter den anden, slet ikke ulig hvad Nick Cave And The Bad Seeds fornøjede sig med på "Murder Ballads" i sin tid.

De barokinspirerede arrangementer fungerede rigtig godt, og de heftige doser violin, blokfløjte, orgel, med mere tilførte ikke alene yderligere musikalsk variation koncerten igennem, men gav også det hele et skær af klassiske vampyrfortællinger fra dengang, før amerikanske forfattere, som jeg vil holde mig for god til at hænge ud ved navns nævnelse, forvandlede genren til soft-porn. Og tak for det.

Græsk tragedie trak stikket hjem

Koncertens anden akt skruede en anelse ned for blodsudgydelserne, men i det store hele handlede det meste stadig en hel del om død, nu tilmed i klassisk forstand, for hen mod slutningen af koncerten blev der budt på græsk tragedie i form af fortællingen om Orpheus, der drager til Underverdenen for at bringe sin elskede Eurydike tilbage til livet. Den unge knøs synger så smukt, at Hades' herskere lader hans kone vende tilbage til de levendes verden - på den betingelse, at han ikke en eneste gang kigger tilbage, mens han forlader Dødsriget. Og det kan han bare ikke finde ud af, og så ender det jo lige akkurat så ulykkeligt, som det skal gøre i en græsk tragedie. Måske som følge af det klassiske forlæg i den klassiske musiks koncertsal høstede opførelsen stående applaus, og herefter var der bare tilbage at levere ekstranumre, så skulle cd-salget nok være hjemme dén sene søndag eftermiddag i Odense.

Hele affæren må nok betegnes som et modigt sats, både musikalsk, og hvad opsætning angår, men modsat i de græske tragedier endte denne historie lykkeligt, for ikke alene lykkedes det at lokke odenseanerne op fra sofaerne - de satte også pris på oplevelsen, odenseanerne. Jeg skal nok spare læserne for svulstige floskler om ællinger og svaner, men efter at have vandret gennem mord, blod, lemlæstelser og sågar selveste Dødsriget, så endte koncerten alligevel godt, som i eventyrerne. Man fristes til at sige, at alle døde lykkeligt til deres dages ende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA