x
A Camp: Train, Århus

A Camp og Kristofer Åström, Train, Århus

A Camp: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Med svingende arme og knyttede næver åbnede sangerinde Nina Persson koncerten med A Camp på Train. Den spinkle, sortklædte skikkelse med det svenskerblonde hår og de charmerende, dybe smilehuller virkede helt hjemme i den hyggelige opsætning med farvede bord- og guldlamper, men trods det indledende overskud i attituden stod det allerede i første nummer klart, at A Camp ikke var på hjemmebane i gruppens eget sæt.

Der var tydelige problemer med at finde lyden, og Nina Perssons ellers så sikre og stærke vokal virkede ikke ordentlig varm under koncertens to første numre fra pladen "Colonia", der udkom i januar og er bandets blot andet album på otte år. Desværre blev den usikre lyd og vokal et tilbagevendende tema for A Camp, især i de halvrockede numre, og det var en del af forklaringen på, at svenskerne aldrig fik ordentlig fat i det godt halvfyldte spillested.

Synd og skam, for kvaliteten af sangene fejler ingenting hos A Camp, der er Nina Perssons lille sidegesjæft ved siden af hovedrollen i The Cardigans. Et projekt, hun har sammen med guitarist Niclas Frisk (tidligere Atomic Swing) og sin ægtemand Nathan Larson på bas, og som denne aften blev bakket op af musikere på trommer/percussion og keyboard.

Rock'n'roll og virrende fuldskæg
Efter den knasende åbning lykkedes det rent faktisk at binde publikum til scenen. Først med gribende versioner nogle afdæmpede numre fra debutpladen, derefter med en groovy "Here Are Many Wild Animals", der med befriende rock'n'roll-attitude sparkede energi ud i salen. En acceptabel "My America" sluttede den fine periode, hvor den mørkglødede Nathan Larson i sort skjorte, seler og ekstravagant halsklud var levende med sin bas og dryssede lidt rockglimmer ud over scenen, mens det virrende fuldskæg Niclas Frisk var en herlig, kejtet og stiv kontrast.

Aftenens højdepunkt kunne være blevet den formidable og flotte "Golden Teeth And Silver Medals" med gæsteoptræden af opvarmningsmusiker Kristofer Åström, Men trods hans og Nina Perssons elektriske duet, var det en tung og tøvende affære, der smittede af på den følgende passage. Med undtagelserne "Silent Night" og et interessant cover af Grace Jones evnede A Camp nemlig ikke for alvor at arbejde sig ud af deres halten før ekstranumrene. Derfor kom det også kun som en logisk forklaring, da Nathan Larson senere proklamerede, at koncerten var den blot anden på A Camps omfattende tour - og i øvrigt takkede folk for deres tålmodighed.

Koncerten var ikke dårlig, slet ikke katastrofal, men heller aldrig helt god, fængende eller sprød. Mest bare småkedeligt og uden krydderi som en blød Wasa-kiks, og Nina Persson virkede af og til underligt træt og generet på scenen. Måske fordi det ikke helt gled, som det skulle.

Generelt fungerede enten de skæve og simple arrangementer bedst - eller de numre, hvor sangerinden og kollegerne sparkede til musikken. Som i de to første ekstranumre, blandt andet et fedt og energisk David Bowie-cover, inden den flotte godnatsang "The Weed Had Got There First" rundede en ujævn halvanden time af.

Opvarmning: Kristofer Åström (4 stjerner)

Den svenske singer-songwriter Kristofer Åström leverede en fin appetitvækker alene med sin guitar. Først sendte svenskeren nogle elektriske stød af fra sit kommende album "Sinkadus", inden han skruede ned for volumen og tempo med akustisk guitar og mundharmonika. Det blev til lækre sager som "Devil" og "The Wild" fra hans overbevisende plade Loupita fra 2004 – serveret med indlevelse og ærlighed.

De var også med til at bevise, at det især er i den nedtonede, melankolske atmosfære, han er god og mest nærværende, mens de mere støjende kompositioner virkede rodede og sværere at få ind under huden. Uanset hvad gjorde Kristofer Åström god reklame for sig selv i løbet af den behagelige halve time.

A Camp giver koncert i Lille Vega tirsdag 31. marts 2009. Koncerten er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA