x
Neil Young: Fork In The Road

Neil Young
Fork In The Road

Neil Young: Fork In The Road

GAFFA

Album / Reprise / Warner
Udgivelse D. 06.04.2009
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er ikke ligefrem mangel på energi og kompromisløshed, som præger den aldrende rocklegendes nye udspil. Det er derimod vitalitet og en hårdt skåret rockmusik, der bliver budt på. Meget i tråd med Neil Youngs voldsomme energiudladninger ved hans tre Danmarksbesøg sidste år.

Fork In The Road holder Neil Young fast i dette momentum, og det er noget af det mest oplagte rock fra hans side i mange år. Der bliver slået hårdt og kontant i det ætsende guitarspil, som bliver båret frem af stenstøtterne Rick Rosas på bas og Chad Cromwell på trommer. Det er Neil Young i den ligefremme og arrige udgave, som på Living With War og mesterværket Ragged Glory. Der er derfor ingen langstrakte episke sange med på albummet, som koncentrerer sig om at rocke igennem uden nogen omveje.

Som tidligere hørt er det en brændende vrede fra gubben, der ikke er helt tilfreds med finansverdenen og jorden klimatiske tilstand. Den amerikanske drøm bliver i den grad taget under behandling, men med den store respekt, som Young har for landets grundlæggende værdier. Neil Young lyder selv som den amerikanske bondeknold, han så gerne synger om. Fork In The Road har derfor en oprigtighed, som det er de få beskåret at kunne dele ud af.

Musikalsk er integriteten uantastet, og albummet indeholder højdepunkterne Just Singing A Song og Hit The Road, der tåler sammenligning med det bedste fra bagkataloget. Ellers et album, som lufter sangene på den store brede landevej med masser af luft i håret. Hvilket er mere end almindeligt livsbekræftende.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA