x
Loney, Dear: Lille Vega, København

Loney, Dear, Lille Vega, København

Loney, Dear: Lille Vega, København

Anmeldt af Lars Rønn Olsen | GAFFA

Det var en længe ventet koncert på dansk jord med den svenske crooner-darling Emil Svanängen, alias Loney, Dear, der søndag aften gæstede Vega med sin fløjlsbløde guitar-pop. Der er ikke mange kanter at skære sig på i Loney, Dears musik, men det til trods er den ukrukkede, naive genre efterhånden blevet en hæderkronet svensk eksportvare, live såvel som på cd.

Og der var vel næppe den store tvivl om, hvorvidt Svanängens drengede charme kunne bestå på scenen. Aftenens koncert var lidt af formalitet, der ikke kunne gå galt, og Loney, Dear kunne såmænd sagtens have holdt en halv friaften, og spillet en tilfredsstillende koncert på halvt blus. Svanängen havde kort fortalt publikum i sin hule hånd fra første øjekast, men insisterede det til trods på at charmere de modtagelige tilhørere maksimalt. En sympatisk og forfriskende handling, der emmer af overskud og kærlighed til musikken.

Med sig havde Svanängen fire hyremusikere til at varetage sine kompositioner. Alle fire kendte de deres plads i koncerten og leverede et uhyre stringent lydbillede. Visuelt en anelse forstyrrende, da disse fire mennesker nærmest var reduceret til scenerekvisitter, men lydmæssigt gav det Svanängen stor frihed til at udtrykke sin legesyge vokalt og på guitar.

Som nævnt blev der givet 110 procent fra Svanängen, på trods af at det halve havde været nok for publikum. Adskillige sange blev forlænget med alternativ intro/outro og forskellige solostykker. Det er altid forfriskende med den slags dybde i et live-sæt, men på denne aften blev det desværre på bekostning af bredden, og på trods af en time og 15 minutters spilletid, blev det til relativt få numre. Sættet bestod primært af numre fra seneste udspil ”Dear John”, og der manglede især materiale fra 2006-gennembruddet, ”Sologne”.

Derudover havde koncerten alt, hvad den skulle have. Ukrukket naivitet, dedikerede fællessange, hjertevarmende intimitet, og naturligvis generøse mængder ørehængende, glad, svensk pop. Altsammen præcist som forventet, og som med Loney, Dears plader kræves der ikke mere af lytteren, end at man dukker op. En storslået måde at bruge en søndag aften på, og selv efter at have søgt vidt og bredt efter kritiserbare aspekter af koncerten, er undertegnede i skrivende stund stadig efterladt med et smil på læben.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA