
Pinboys
Simple Art
Pinboys: Simple Art
GAFFA
Album / Iceberg Records
Udgivelse D. 05.05.2009
Anmeldt af
Erik Barkman
Da århusianske Pinboys for godt to år siden udgav debuten Teenage Wasteland, var de et af Danmarks meget få bud på ærkeamerikansk pop-punk. Siden har navne som Celina Ree og The Dreams flirtet heftigt med genren og tiltrukket sig et begejstret publikum, mens Pinboys har døjet med mandefald og lineup-ændringer. Simple Art markerer en ny begyndelse for kvartetten, der musikalsk favner bredere end nogensinde. Åbner The Story of Their Lives er episk og ambitiøs – ikke langt fra My Chemical Romance – Hey Man trækker veksler på No Doubt, og Murder boltrer sig i new wavede synths, glammede kor og kælne femme fatale-fraseringer. Pinboys’ nye kurs er modig og eventyrlysten, og det er al ære værd. Desværre efterlader Simple Art et indtryk af, at kvartetten har gabt over mere, end de kan sluge. Albummet mangler både de overraskende detaljer, det slidstærke melodimateriale og den stilsikre finish, der kunne have gjort Pinboys’ sange til mere end acceptable bud på de genrer, de prøver kræfter med.