x
Leæther Strip: Teater Katapult, Århus

Leæther Strip, Teater Katapult, Århus

Leæther Strip: Teater Katapult, Århus

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er ikke altid størrelsen, siger man, og torsdag aften var der noget om snakken på det lille spillested Katapult i Århus. For selvom aftenens begivenhed blev overværet af kun 100-150 tilskuere - spillestedet er ikke større - så var der ikke desto mindre tale om et lille stykke dansk musikhistorie, for denne koncert var den danske industrialpioner Leæther Strips første siden dengang i begyndelsen af halvfemserne, hvor han pludselig slog igennem i udlandet - i øvrigt en af de første danskere med rødder i den elektroniske musik, som oplevede dén fornøjelse. At Leæther Strip så til gengæld aldrig opnåede et gennembrud herhjemme, hører desværre også med til historien, og da han efter en kort, men hektisk periode trak sig tilbage fra livescenen, og det ene år tog det andet, som man siger, så var der efterhånden ikke mange af de gamle danske fans, der for alvor turde håbe på, at man nogensinde ville kunne opleve Leæther Strip live igen.

Men så kom manden, i bogstaveligste forstand, til at tale over sig. Det skete i forbindelse med en takketale i Odense, hvor han sidste år modtog Klub Golems Golempris, en pris, som også Martin Hall har modtaget, og fra scenen lovede Leæther Strip, at nu ville han ikke alene vende tilbage til livescenen, han ville også sørge for, at de første koncerter blev i Danmark. Og herefter stod de glade mennesker bag RECession Festival i Århus parat til at tage manden på ordet, og blot et par måneder senere var to hastigt udsolgte koncerter på det lille spillested Katapult en realitet.

Mommy Hurt My Head
Inden Leæther Strip kunne indtage den lille scene på Katapult, var der dog opvarmning ved det koncert-debuterende Århus-band Mommy Hurt My Head. At kalde gruppen for et egentligt debutantprojekt er dog næppe passende, idet en af hjernerne bag, André Bugge-Nielsen, har haft en finger med i en betragtelig del af den mørkere ende af den århusianske undergrundsscene i efterhånden en hel del år. Mommy Hurt My Head finder i høj grad inspiration hos netop folk som Leæther Strip og hans generation - andre oplagte navne at nævne kunne være Frontline Assembly og Skinny Puppy. Der er med andre ord tale om klassisk ebm og industrial, og gruppen går temmelig konsekvent til værks - om man så vælger at kalde det retrokonservativt eller den ægte vare, det må vist komme an på personlige præferencer eller eventuelt alder. Personligt havde jeg det godt med musikken, og det fremmødte publikum, hvoraf en del naturligvis var lokale, tog også flot imod gruppen, og det varede ikke længe, før der var god stemning i salen. Desværre bankede de tekniske problemer også på. En computer faldt i søvn og da den blev vækket til live igen, satte vokalerne pletvist ud. Et andet problem var en hastigt indbragt tangentspiller, der skulle erstatte et af gruppens oprindelige medlemmer, Kasper Bolding Rasmussen, i sidste øjeblik, og derfor reelt ikke havde lært at spille særligt meget på de forskellige numre, hvorfor dele af koncerten fremstod som singback. Men når først disse børnesygdomme overvindes, så tror jeg, det bliver rigtig godt, og publikum tog bestemt flot imod deres lokale drenge, så selvom koncerten led under tekniske problemer, så var stemningen i hvert fald god.

Bedre sent end aldrig

Efter en kort pause indfandt Leæther Strip sig på scenen bag sine medbragte synthesizere, laptop og trommepads. Musikken var mørk og med symfoniske undertoner, publikum ventede spændt - og så satte de dunkende maskinrytmer ind, og med numre som "Black Gold" og "Adrenaline Rush" blev festen for alvor sparket i gang, ikke mindst takket være Leæther Strips skærebrændervokal, og selvom salen var godt fyldt, så fandt folk alligevel plads til at bevæge sig. Koncerten vekslede mellem energiske numre med bankende rytmik og kolde synthesizere og så improviserede passager af instrumental karakter, og det var med til at skabe fin variaion. Og så havde de mere afdæmpede instrumentale passager også den fordel, at de gav både Leæther Strip og det danseglade publikum mulighed for at få vejret igen fra tid til anden, hvilket bestemt var tiltrængt efter heftige energiudladninger som den fængende ebm-træffer "Strap Me Down" og den skizofrent industrijazzede "Fit For Flogging". Men herefter fik Leæther Strip desværre besøg af nogle af de samme onde ånder som Mommy Hurt My Head, for i løbet af et par numre begyndte hans vokal også langsomt, men sikkert at forsvinde i det samlede lydmiks, indtil den til sidst var nærmest helt væk under et par numre, hvilket selvfølgelig lagde lidt af en dæmper på stemningen. Problemet blev dog til dels løst til sidst, i hvert fald nok til, at den gode stemning vendte tilbage, i en sådan grad, at selv da de planlagte ekstranumre var spillet til ende, så nægtede publikum at gå. Leæther Strip måtte simelthen, grebet af stemningen, kaste sig ud i også "Japanese Bodies" og "Desert Storm", inden alle var enige om, at nu var der vist ingen, der havde meget mere luft tilbage!

Velkommen tilbage
Koncerten var ikke problemfri. Som allerede antydet var der nogle tekniske vanskeligheder undervejs omkring vokallyden, og så virkede det i længden også problematisk, at flere numre blev afviklet som ren singback, hvilket naturligvis ikke giver de dele af koncerten så megen live-fornemmelse, som man kunne ønske sig. En transportabel synthesizer eller sample-trigger i rem kunne være et skridt fremad, således at der kan både spilles og synges på samme tid, og jeg tror også, at Leæther Strip med fordel kunne hamre mere på sin trommepad undervejs i de rytmisk heftige numre - det ville give mere livefornemmelse, hvilket naturligvis også giver mere plads til improvisation undervejs, hvad jeg personligt tror kunne være rigtig sjovt - for Leæther Strip er tydeligvis en mand, der lader sig gribe af øjeblikket, og det er jo et interessant es i ærmet, også i en koncertsituation.

Med to ekstra ekstranumre sneg koncerten sig i nærheden af to timer, så folk fik virkelig noget for deres penge og for deres trofaste venten, år efter år. Og det var meget tydeligt, at det i høj grad var det rigtige publikum, der var dukket op til aftenens koncert, nemlig de, der havde et reelt forhold til mandens musik, nogle gennem en lang årrække, og, nok så væsentligt, et publikum, der fra først til sidst var opsat på at ønske Leæther Strip velkommen tilbage på livescenen. Det gav hele affæren en oplevelse af samhørighed, og det kan, heldigvis, kun have givet hr. Strip mere blod på tanden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA