x
I Was A King: Voxhall, Århus (med Larsen & Furious Jane og Shout Wellington Air Force)

I Was A King, Voxhall, Århus (med Larsen & Furious Jane og Shout Wellington Air Force)

I Was A King: Voxhall, Århus (med Larsen & Furious Jane og Shout Wellington Air Force)

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Det sløje fremmøde skæmmede et ellers flot lineup på Morningside Records' Label Night på VoxHall - hvor den melankolske undertone fra norske I Was A King og det gennemført nedslående tekstunivers hos Larsen & Furious Jane passede ret godt til Langfredag. Den gennemførte label-fest-fornemmelse var svær at få øje på, da Morningside hverken var til stede eller solgte plader eksempelvis, også særligt når amerikanske Fisherman Three ikke engang er på Morningside, men blot på Frode Strømstads (forsanger i I Was A King) eget norske pladeselskab, Hype City. Nuvel, på den anden side er fire bands, hvor de tre repræsenterer Morningside, også nok til de 50-70 publikummer.

I Was A King

Frode Strømstad og kompagni spiller fremragende, har kontrol over elementerne og skruer dem sammen, så de lever op til forbillederne i Teenage Fanclub, My Bloody Valentine og Guided By Voices, uden at stå i deres skygge. Forsangeren er notorisk genert og alt for venlig, og derfor er fremstår I Was A King som et indadvendt projekt, der musikalsk til gengæld udforsker powerpop og støjrock, mens sangstrukturen er kompromisløs dekonstruktivistisk.

Numrene er korte, indeholder som regel ingen intro, men starter lige på med et guitarriff og et vers, og udelader flere steder omkvædet, og lader i stedet sangene fade ud i søde støjende guitarstykker. For eksempel på et nummer som "California", som kun er omkring et minut langt.

Derfor nåede den norske kvintet (eksklusiv en gæstetrompetist) hele 14 numre på godt en halv time, der startede med "Still", som de under Frode Strømstads kommando karakteristisk lod flyde sammen, en sonisk sammensmeltning virkede som en bro mellem numrene, i stedet for mellem sangelementerne. Sættet bestod mestendels af numre fra deres seneste, selvbetitlede, andet album, men der var også plads til nye numre som "Wild Boys" og "Time Goes By" samt tre gamle - som falder fint i tråd (næsten for fint) med "I Was A King"-pladen.

Koncerten gav naturligvis også plads til længere numre som Teenage Fanclub-pastichéen "Norman Blaik" (opkaldt efter forsangeren Norman Blake) og vel koncertens højdepunkt, det fjerdesidste nummer "Step Aside", efterfulgt af et par af de ældste numre, som fungerede som en fin afrunding på koncerten. Fin opbyggelighed og sammenhæng i sætlisten, der (måske også på grund af et noget passivt, distanceret publikum) vil gå i glemmebogen som en hyggelig, men ikke ekstraordinær koncertoplevelse. Fire store stjerner.

Shout Wellington Air Force

De nu københavnske indierockere fra Shout Wellington Air Force har siden deres anmelderroste debut-ep "Carry Yourself" fra december 2007 (som blandt andet affødte en placering på Det Elektriske Barometer) arbejdet på nyt materiale, men har ikke - som ellers ventet - debuteret med et fuldlængde-album endnu. Sandheden er snarere, at man kan vente et halvt års tid endnu på den debut.

Hvor "Carry Yourself" var mere ekstrovert og indiepoppet, er det nye materiale, som dominerede deres sætliste, mere eksperimenterende, folksy og varieret. Det kan særligt høres på trommeslagerens arbejde, der på det gamle materiale var energisk og all-over-the-place, men på det nye er behersket - mens arrangementerne meget symptomatisk fremhæver instrumenterne hver for sig. Det er en klar styrke.

Shout Wellington Air Force spillede ikke et eneste nummer fra "Carry Yourself", men nøjedes med et enkelt af de ældre live-numre, "Peaches And Pinecones", og det savnede undertegnede. Der er ikke noget problem med det nye sangmateriale, bortset fra at de bryder forventningerne fra ep'en. Det føles ikke som om, det nye materiale endnu har fundet sin form, som om det mangler et fastere udtryk, og den fornemmelse bliver forstærket af, at deres indierock for tiden er mere loose end tight. Men jeg respekterer de nye æstetiske valg, forkærligheden for tre fjerdedele, og så længe kvartetten fortsat befinder sig i en kreativ fase, er det lidt urimeligt at for- eller bedømme det på forhånd.

Larsen & Furious Jane

Torsten Larsen er en frontmand, som sjældent benytter sig af virkemidlet at adressere og tale til publikum - i stedet lod han musikken tale, men ligesom med det mest undervurderede danske album fra 2008, den fabelagtige "Zen Sucker", så kunne musikken godt bruge en hjælpende hånd fra den momentant depressive frontfigur. Depressiviteten kan for eksempel spores på nummeret med den ironiske titel "Fine", hvor Larsen i omkvæddet repeterer strofen "Kill Me Now" adskillige gange.

Larsen & Furious Jane var klare hjemmebanefavoritter og dét band, som de fleste fremmødte kendte og var kommet for at se. Lydmæssigt fyldte de VoxHall, hvor der ikke var mennesker til det, med materiale fra sidste års plade. Deres lyd er mørk, guitarbaseret, med tålmodige instrumentale passager. Det kan jeg vildt godt lide, for det passer perfekt sammen med bandets udstråling og tekstunivers.

Der blev plads til et enkelt nyt (og så vidt vides stadig unavngivent) nummer i højere tempo, men ellers kom kulminationen godt to tredjedele inde i koncerten med numrene "Dancing Bear", der bærer arv fra 90'er rock, og "Fine".

I Was A King og Fisherman Three spiller på Lades Kælder søndag den 12. april. (Morningside Records havde en lignende labelnight den 9. april på Loppen med Shout Wellington Air Force, Rumour Said Fire, Larsen & Furious Jane samt Jeppe Corneliussen fra Won't Lovers Revolt Now).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA