
Clark
Growls Garden
Clark: Growls Garden
GAFFA
Album / Warp
Udgivelse D. 14.04.2009
Anmeldt af
Jesper Buhl
Clark og Warp Records hører sammen som Iron Maiden og spandex, og Clark har da heller ikke lagt den harske og opklippede elektroniske lyd, som er blevet signatur for både manden og selskabet, bag sig, men på Growls Garden krydrer han den med vokaler, smukt støjende ambient og en orientering mod dansegulvet a la Turning Dragon fra sidste år. Det er krævende, mørk og intens musik, som med sin støjæstetik og skarpe kanter næppe bliver lokalradio-materiale, men som til gengæld borger for en fascinerende og givende musikalsk oplevelse – og så er det dansabelt! Gonk Roughage lyder som en digitalt sønderdelt old skool hiphop-fest på præstationsfremmende doping, mens titelnummeret er supersmuk, skurrende psykedelia-idm. Distant Father Torch kombinerer klassisk Warp-lyd med et stavrende, næsten wonky-klingende beat, inden ep’en slutter i dragende ambient skønhed med Farewell Mining Town. Uforligneligt, besnærende og egensindigt. Sluk for lokalradioen og gå en tur i Clarks knurrende have.