x
Finn Brødsgaard Kristensen: De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005

Finn Brødsgaard Kristensen
De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005

Finn Brødsgaard Kristensen: De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005

GAFFA

Bog / Siesta
Udgivelse D. 16.04.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Jævnligt udgiver danske og udenlandske musikjournalister bøger om "de bedste plader nogensinde". Før jul fik vi Robert Dimerys (med flere) internationale "1001 Album Du Skal Høre Inden Du Dør", og nu kommer Finn Brødsgaard Kristensens "De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005". Bogen er en udvidet udgave af "De 50 Bedste Danske Rockplader", som Kristensen udgav i 2003 på eget forlag.

Bogen lister, som titlen antyder, 100 danske plader i prioriteret rækkefølge, og så kan man jo være enig eller det modsatte. Kendte og elskede plader som Gasolin's "Gas 2", Steppeulvenes "Hip", Sods' "Minutes To Go", Burning Red Ivanhoes "M144", Sort Sols "Flow My Firetear", Povl Dissings "Nøgne Øjne", Kim Larsens "Værsgo", C.V. Jørgensens "Storbyens Små Oaser" og Gnags' "Safari" udgør nummer 2 til 10, mens etteren er et mere kontroversielt valg: Lars H.U.G., men ikke hans roste, storsælgende og Kronprins Frederik-citerede "Kysser Himlen Farvel", men derimod den komplekse, kølige debut "City Slang" med musik til digte af Søren Ulrik Thomsen.

Går vi længere ned på listen, kommer der flere utraditionelle valg - dejligt at se næsten glemte The Poets ("The Poets", nummer 38) - men generelt er Kristensens liste udtryk for en bred smag, der spænder over alt fra Steppeulvenes "Hip" fra 1967 (og et par opsamlinger med Peter Belli og Defenders) til Bikstok Røgsystems "Over Stok Og Sten" fra 2005 (nummer 83). Kristensen er født i 1957, og han må siges at have et godt overblik over dansk rockhistorie i bred forstand, fra tresserne og til nu. Engagementet og entusiasmen lyser ud af bogen. Man kan sagtens diskutere hans udvalg - og det er vel blandt andet meningen med værket - men generelt må listen erklæres som værende udtryk for en udmærket musikalsk dømmekraft. Også selvom jeg ikke synes, der skal opsamlingsplader med på en sådan "best of"-liste, og dem er der en håndfuld af.

Giver lyst til at lytte

Bogen har dog også visse problemer. Finn Brødsgaard Kristensen er, med al respekt, ikke ligefrem en gigant inden for dansk rockjournalistik, modsat eksempelvis Klaus Lynggaard og Torben Bille, der har skrevet lignende bøger, og hans manglende forudgående autoritet må derfor opvejes af indsigtsfulde kapitler om de enkelte plader. Det sker desværre ikke altid. I sagens natur har Kristensen kun begrænset plads til rådighed til den enkelte plade, så han bør derfor komme hurtigt til sagen frem for at fortabe sig i petitesser og biografiske detaljer. Det gør han dog ikke hver gang, og det betyder, at en del af kapitlerne bliver noget overfladiske. Gennemgangen af især de øverste 20 plader er okay og forholdsvis velskrevet, mens eksempelvis kapitlet om Psyched Up Janis' "Beats Me" (nummer 40) ikke siger ret meget om selve pladen. Kender man den ikke i forvejen, er det nok begrænset, hvor meget indtryk Kristensen giver af den.

Billedsiden er desuden noget sparsom. Der er kun en håndfuld sort-hvid-billeder i bogen, primært af ældre kunstnere, og pladecoverne er ikke gengivet, selvom det ellers ligger lige for. Og typografisk ser det ikke godt ud at understrege sangtitler. Omvendt trækker de små punkter "Detalje" og "Rosende omtale til" op som små, underholdende og tankevækkende anekdoter som supplement til hovedteksten i de enkelte kapitler. Det samme gælder de afsluttende lister fra nogle af Kristensens venner, bekendte og kolleger, bare til at perspektivere tingene yderligere.

Generelt er det dog svært ikke at lade sig smitte af Finn Brødsgaard Kristensens begejstring. Samlet set er den største kvalitet ved "De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005" den samme som ved de fleste andre af denne type bøger: De giver én lyst til at høre eller genhøre alle disse dejlige plader. Og diskutere dem og dermed diskutere, hvad kvalitet i rockmusik og det, der ligner, egentlig er. Og det er vi jo nogle, der aldrig bliver trætte af.

PS: Nåja, hvis jeg skal påpege en enkelt mangel, så er det, at Martin Hall ikke er kommet med bortset fra i en bisætning i kapitlet om Befores "A Wish Of Life" (nummer 77), hvor hans præstationer endda omtales som "krukkerier". Hans værker som "The Icecold Waters Of The Egocentric Calculation" eller "Random Hold" burde da kunne have sneget sig ind...

PPS: Jeg er måske i virkeligheden lidt inhabil som anmelder, da jeg selv medvirker med en liste som appendix til bogen. Men det havde jeg ærlig talt glemt alt om, da det er mindst to år siden, jeg sendte den til forfatteren, og jeg ville nok have lavet en anden liste i dag. Sort Sols "Flow My Firetear" som nummer 1 står jeg dog ved.

Finn Brødsgaard Kristensen: "De 100 Bedste Danske Rockplader 1965-2005".

Forlaget Siesta

224 sider

Vejledende pris 169,-

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA