x
Trolle//Siebenhaar og LoopGirl: Lille Vega, København

Trolle//Siebenhaar og LoopGirl, Lille Vega, København

Trolle//Siebenhaar og LoopGirl: Lille Vega, København

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det gennemført musikalske makkerpar Ane Trolle og Pato Siebenhaar var på absolut hjemmebane, da de lørdag aften indtog Vegas intime scene og - med nogen overtalelsesevne - vandt københavnernes søvnige hjerter.

Duoen kom ellers lidt skævt fra start med en overraskende neddæmpet Ane Trolle, der fra sin plads i scenens front måtte vække publikum efter den lange ventetid inden koncerten. I de første takter på åbningsnummeret "The Yard" var der endog en anelse misharmoni i det tostemmige korarrangement, hvor Ane Trolle blev bakket op af Maria Timm, der til koncerten fungerede som lige dele bassist og korsanger.

Tidligere på aftenen havde Maria Timm i øvrigt varmet publikum so and so op til bal under kunstnernavnet Loopgirl. Hendes eksperimentale lyd gik ikke rent ind hos aftenens lounge-oplagte gæster, men Timm bør dog alligevel nævnes i forbifarten for sine interessante loops. Numrene bestod af a cappella-sungne fraser, som hun improviserede og optog direkte på scenen, hvilket dannede en symfonisk og ret lækker klang. Maria Timms umiddelbare lillepige-attitude faldt til gengæld en anelse igennem i det skarpe sceneskær, hvorved sangerinden fremstod mere usikker end charmerende. Et træk, hun i øvrigt har tilfælles med aftenens primære attraktion, Ane Trolle. Man kan undre sig, hvordan en så talentfuld og anerkendt sangerinde som Trolle har noget at frygte, men til trods for Trolles efterhånden veletablerede navn fremstod hun ikke særlig scenevant ved koncertens start.

Det var derfor særligt i kraft af makkeren Patos naturlige charme og danseglade væsen, at der alligevel kom sving i salen. Bandet, der foruden Pato på en groovende guitar bestod af Daniel Muschinsky på keys og trommeslageren David Cicca, spillede sammen, som havde de aldrig foretaget sig andet, og koncerten fortsatte legende ligetil med velklingende bud på "Amelita" og "Losing Sight", hvor Trolle blev mere nærværende.

Ane Trolles vokal udtrykker både sødme, lethed, kant og til tider endda vemod, hvilket gør at man som lytter fuldstændig henføres af hendes ubesværede fraseringer. Efter de første spæde numre blødte Trolle da også op og underholdt salen med små introducerende anekdoter til sangene. Stemningen var generelt befriende afslappet på scenen, og Trolle og Patos venskabeligt jokende tone smittede af på publikum.

Niveauforskel

Det var dog først halvvejs inde i koncerten, da Pato i bedste entertainerstil introducerede "Sunday Song" med et opråb til publikum, at begejstringen fra salen blev til at føle på. Festen fortsatte med duoens to egentlige hits, det noget overfriske "These Streets" og det suverænt swingende sommerhit, "Sweet Dogs". Et problem for Trolle//Siebenhaar er nok, hvordan de skal fastholde opmærksomheden hos publikum gennem en hel koncert, når de fleste mest er kommet for at give sit syngende besyv med på "Sweet Dogs". Niveauforskellen mellem dette fænomenale hit og duoens øvrige numre er da også bemærkelsesværdig. "Sweet Dogs" har et i særklasse cool beat, der både rykker frem og læner sig tilbage, og med det nummer har Pato og Ane Trolle tilført dansk musik en ganske ny og tiltrængt lyd.

Rent musikalsk var koncertens højdepunkt dog snarere det efterfølgende og officielt sidste indslag på koncertplanen, "Not Good Enough", hvis reggae-baserede grundrytme gik rigtig fint i spænd med bandets lyd. Her prøvede Trolle og Timm omsider deres vokale nuancer af i et flot a cappella-tema, og nummeret blev afsluttet med en vild trommesolo, hvor David Cicca steg i tempo (bevidst, heldigvis!), så salen til sidst kogte over til en lynende skarp balkan-inspireret rytme.

Danseeuforien var til at føle på, da publikum kaldte bandet tilbage til tre ekstranumre, hvor især "Night Hawks" var et underholdende indslag. Her trådte en både syngende og rappende Pato i front, og sendte ved samme lejlighed en kærlighedserklæring til nærværende spillested, Vega, der efter musikerens eget udsagn har præget hans færden, siden han som langhåret teenager i senhalvfemserne indtog selv samme dansegulv. Trolle//Siebenhaar rundede aftenen af med en dejligt jazzende udgave af "Moan", og efterlod publikum i et smittende godt humør.

Der er ingen tvivl om, at Pato Siebenhaar og Ane Trolle er to dygtige og meget kreative musikere. Men deres fællesprojekt bærer i nogen grad præg af, at de begge er aktive i en del andre musikalske projekter. Deres musik emmer af oprigtig spilleglæde, men man savner af og til, at ambitionerne når højere op og matcher duoens klare evner. Hvis Trolle//Siebenhaar virkelig skal markere sig, skal der mere kant på deres optræden. Flere knivskarpe riff fra Pato og færre flakkende blikke fra Trolle. Men med humøret i behold!

 

Se Trolle//Siebenhaars turnéplan på MySpace

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA