Frodegruppen 40 : Lyd+Litteratur, Archauz, Århus

Frodegruppen 40 , Lyd+Litteratur, Archauz, Århus

Frodegruppen 40 : Lyd+Litteratur, Archauz, Århus

Anmeldt af Sara Bindeballe | GAFFA

"I må undskylde, hvis det går for hurtigt. Det er fordi, vi er rejst med lysets hastighed fra Korsør", forklarer digter og frontmand i Frodegruppen 40, Jens Blendstrup. Det er sidste aften på Lyd+Litteratur 09, og det mærkes på salen, at mange har set frem til den afsluttende koncert med Frodegruppen 40, som fik et uventet kulthit i fjor med "John Danser Grøntsag". Blendstrup er tidligere propagandaminister på Øverste Kirurgiske og har blandt andet optrådt med "litterær hypnose" sammen med digterkollega Lars Bukdahl, og hans showmanship fornægter sig ikke. Publikum jubler, da han smider velourjakken med ordene: "Sådan er det jo med poesi, man er jo nødt til at tage sit tøj af engang imellem". Frodegruppen 40 har i den grad medvind fra starten.

Gruppens optræden lever i kraft af Blendstrups tekster, men det seks m/k store orkester leverede en kompetent og sammentømret musikalsk baggrund af duvende jazz blandet med huggende blues, legende rock, elektronika, country, underholdningsmuzak samt passende doser af støj. Tilsammen blev det en herlig og mindeværdig koncert præget af humor, sprogligt overskud og stærk 70'er-nostalgi.

Ud over en blanding af sange fra Frodegruppens albums "Piksvingeri og Negerlege", "Du Ligner Noget Fra En Pejs" og ep'en "John Danser Grøntsag" fik vi enkelte uudgivne numre, heriblandt et om Gasolin', et om en UFO samt den Trille-inspirerede falset "Sussi i Mørket". Blandt publikumsfavoritterne var "Sømandshjemspolka" og den elegante, vaudeville-agtige "Onkel fra Gisseløre" med snøvlende vokal og trillende klaverer. Begge vandt ved livefremførelsen; sidstnævnte især fordi Blendstrup sang og skrålede begge stemmer selv - henholdsvis den sleske, utålelige skandale-onkel og den desperate families "gå nu hjem"-råb - hvilket gav en meget morsommere effekt end studieudgavens mere polerede råbekor (sangen endte i øvrigt i et klimaks, hvor Blendstrup omfavnede publikum, væltede om på gulvet og tog anmelderens øl med i farten). Også nyklassikeren "John Danser Grøntsag" blev leveret med massiv energi. Johns sørgelige nedtur foran Tivoli, som på pladen kun varer få øjeblikke, blev her trukket ud til et flere minutter langt limbo med Blendstrup i mere eller mindre akrobatiske positurer med benene i vejret, før tempoet igen accelererer under triumfråbet "John danser atter!"

Andre højdepunkter var "Svejsefesten", en langsom, funky blues med støjende orgel leveret med glød og entusiasme, og "Kom Nu Ujj" (Blendstrups "eneste århusianske nummer"), som fremmaner ungdommen på udborede knallerter i Risskov over et tungt, sejt rockbeat med ekko af melankolsk country.

Kun delvist abstrakt

Anmeldere fokuserer ofte på den groteske poesi og det villede vanvid, der lyser ud af gruppens musik. Ingen tvivl om, at det er det sære og det skæve, der hives frem i det blendstrupske tekstunivers, men lyrikken er kun delvist abstrakt. For mens det velkendte fordrejes til kanten af ukendelighed, er udgangspunktet ikke desto mindre det trygge, normale hverdagsliv. Blendstrup, som kalder sig et "villavejsvidne", besynger opvæksten i middelklassens forstæder. De bizarre fantasier, de tåkrummende pinligheder, den udtalte paranoia og det menneskelige drivtømmer, der gennemsyrer teksterne, er blot groteske forstørrelser af hemmelighederne bag ligusterhækken. Netop derfor er resultatet faktisk påfaldende folkeligt - og til tider rørende nostalgisk. Også i stilistiske eksperimenter som for eksempel "Daggry i A-Baal Bagsværd", som til tonerne af cool, tilbagelænet loungemusik blander sexannoncens sprog med en socialrealistisk morgenscene ("Det er en høj og slank morgen. Byens bedste flamingoprinsesse vågner op fra sit drømmende vakuum. Hun hoster lidt drønuartig slim ud af halsen og ser på sit attraktive fotomodeltype og vild med spanskrør vækkeur. For helvede i satan, hvisker hun, hvor er jeg vild med fransk og dine fantasier.")

En sådan tekst kræver sin frontmand, og Jens Blendstrup løftede opgaven til fuldkommenhed. Klædt i brune læderbukser, gul poloskjorte og stribet slips væltede han bogstaveligt talt rundt som showets ubestridte stjerne. Grinende, snøvlende, i knæ, på hug, på ryggen og glimtvis med ansigtet dækket af en uhyrlig maske overstrøede han gulvet med tekstark, som han især henimod slutningen fik svært ved at finde rundt i. Som en rastløs cirkushest galoperede han i volter rundt på scenen og blandede svansende elegante dansetrin med brovtende gestikulering og charmerende bemærkninger til publikum. Når musikken til tider var i fare for at blive ufokuseret og unødvendigt kaotisk, holdt Blendstrup opmærksomheden fanget med sin Dissingske intensitet.

Med repertoiret fuldt af gakkede numre som "Nej, nej, nej og atter nej, jeg gider ikke købe dine 20 watts højttalere" kunne man frygte, at koncerten ville kamme over i det ligegyldige i længden, men gruppen balancerede præcist mellem det overgearede og det mere lavmælte udtryk.

På trods af Blendstrups erklæring fra scenen om, at han "altid bliver utryg, når det er stille numre", og på trods af, at publikum forventede fest og galskab, sørgede de mere underfundige sange som "Græsslåning 1" og "Tak Til Orkanen Dennis" for tiltrængte pusterum. Navnlig sidstnævnte nummer gjorde indtryk med sin rørende, blidt swingende jazz, hvor katastrofen vendes på hovedet, og der siges et dybfølt tak til orkanen af ganske fornuftige årsager, som for eksempel "tak fordi mine venner endelig har tid, fordi de har mistet alt hvad de havde."

Hvis fredagens koncert med Lydia Lunch og Philippe Petit var Lyd+Litteraturs intensive højdepunkt udi det dystre og dragende (se tidligere anmeldelse her på siden), peakede den med Frodegruppen 40 i ren og skær energiudladning. Et brag af en fest og en værdig afslutning på Lyd+Litteratur 09.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA