x
Fischerspooner: Entertainment

Fischerspooner
Entertainment

Fischerspooner: Entertainment

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 04.05.2009
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Havde Patrick Bateman eksisteret, ville han sikkert sidde stakåndet foran sit BeoSound 5-anlæg og dyrke Fischerspooners velfriserede electropopalbum Entertainment, som var det en ny religion. Men Bateman er fiktion, og Entertainment er langtfra underholdende. Newyorker-duoen er stadig bedst kendt for det eneste langtidsholdbare electroclash-hit Emerge (2001) og for deres liveshows, der fremstår som en robot-kabaret på lsd. På plade har de altid døjet med at fange galskaben fra deres shows og originaliteten fra debutsinglen. Og med dette tredje album har de fuldstændig skoddet det subversive til fordel for at svælge i staffage. Selvom de tidligere udsendte singler The Best Revenge og Danse En France begge besidder en vis charme, så er pladen klistret til med konventionel 80'er- electropop. Hvad er pointen i at adoptere lyden fra Erasure og Pet Shop Boys, hvis man ikke ejer deres anlæg for at skrive fængende og originale melodier? Hvis Fischerspooner ikke kan genfinde deres perverse kant, burde de fokusere på visuelle udgivelser, for det eneste indre billede, musikken skaber, er et prøvebillede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA