x
Raphael Saadiq: Lille Vega, København

Raphael Saadiq, Lille Vega, København

Raphael Saadiq: Lille Vega, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Fantastiske Raphael Saadiq gæstede endelig Danmark. Han har igennem flere årtier har været en af r&b- og soul-genrens fornemmeste frontfigurer, både som medlem af grupper som Tony, Toni, Toné og Lucy Pearl, som producer og sangskriver for en perlerække af de største navne og ikke mindst som solo-artist. 500 af de mest inkarnerede fans havde indløst billet til årets mest ventede soul-koncert i et udsolgt Lille Vega.

 

Jakkesættene sparker festen igang

Efter et neo-soul set af DJ Whut overtager en gammel optagelse af Marvin Gaye, som optræder live med The National Anthem, mens det fire mand stærke band træder ind på scenen. Bassist, trommeslager, guitarist og keybordspiller træder ind iklædt jakkesæt og slips i 60'er-snit. Bassist og trommeslager endda med de karakteristiske Buddy Holly-agtige nørde-briller, som Raphael også ynder at bære i øjeblikket, for at fuldende sit 60'er Motown-image. Så kommer manden ind iklædt creme-farvet jakkesæt, efterfuldt af en kvindelig og en mandlig kor-sanger ligeledes i jakkesæt og slips, og så skal jeg ellers love for, at festen sparkes igang.

Det behøver ikke at siges, at alle selvfølgelig er ypperlige på deres instrumenter; hvad kunne man ellers forvente af en ægte musiker og sanger som Saadiq? De indleder koncerten med et i den grad uptempo jam. Der er allerede stinkende varmt i salen, men det forhindrer ikke bandet i at give den fuld gas fra start. Det ene dansevenlige nummer fra den nyeste skive afløser det andet afsluttende med det fede 100 Yard Dash. Vi er ført tilbage til de glade 60'ere og den fede Motown-lyd. Det er gennemført og føles autentisk, som var man hoppet tilbage i tiden, selv om numrene er nye.

 

Don't Mess With Lucy Pearl

Vi ved allesammen godt, hvem der satte dagsordenen i det hedengangne band, der med bare et enkelt album fik skrevet sig ind i soul-historien. Et lille medley af Lucy Pearl-numre, bestående af Dance Tonight og La La, følger. Publikum genkender og jubler anerkendende. Saadiq har publikum i sin hule hånd fra starten. Sveden hagler allerede af ham ligesom af de to kor-sangere, der også udgør bandets dansere denne aften. De giver den, i uhyggelig grad, fuld gas, og sveden pibler ned af alle tre. Men tempoet sættes ikke ned. Efter endnu et par numre fra det nye album kommer et medley bestående af Doing What I Can, Don't Mess With My Man og I Know Shuggie Otis. Det midterste nummer er jo Lucy Pearls og Saadiqs største kommercielle succes. Det er en kæmpe hyldest til en af historiens bedste soul-funk bands Chics karakteristiske rytme-guitar-riff og basgange, og på denne liveversion leveres det sindsoprivende funky og dansevenligt. Korsangerinden Erika Jerry, der hele aftenen har været hyper og intens, er en fin erstatning for Dawn Robinson. Det kan godt være, at vi aldrig fik oplevet Lucy Pearl herhjemme, men dette er temmelig tæt på.

 

Slut efter en intens time eller?

Svenden pisker fortsat ned, da bandet fortsætter med flere numre fra det seneste udspil. Jakken er røget af for længst, men nu er slipset og skjorten også helt gennemblødt. Saadiq har fyret en tæt-pakket times koncert af, da han pludselig takker af og slutter koncerten. Men selvfølgelig er det hele planlagt. Der mangler jo også en masse af de fede numre. Efter et rungende kom-tilbage-bifald træder han ind på scenen, i nyt friskt tøj, til nogle ekstranumre. Blandt andet Still Ray, som vi selvfølgelig ikke kan leve foruden. Da der ikke er blæsere med, må koret træde til og lave tubaen. Det er dog ikke helt det samme. Så kommer en lang version af Staying In Love fra den nye skive som en endelig afslutning. Raphael siger en sidste farvel, og bandet forlader scenen efter en halvanden time lang og ganske tilfredstillende koncert. Bedst som publikum er ved at bevæge sig mod udgangen, træder Saadiq ind på scenen i mørket og tager bassistens bas på. Så begynder han at spille basgangen fra smukke Skyy, Can You Feel Me. Surprise surprise. Publikum skriger af begejstring og vender trofast tilbage allesammen. Saadiq har mere til os. Efterfølgende spiller han en af de bedste numre fra det nye album, Big Easy, så har folk et nummer, de kan ha' i hovedet hele vejen hjem. Selv om det er flot, at Saadiq stiller med hele syv mand på den lille scene, så har han ikke blæsere med, hvilket især er en mangel på dette nummer. Det er bare ikke nær så fedt uden.

 

Mindre heldig slutning på en ellers fantastisk koncert 

Flere gange under koncerten syrer bandet ud og går over i decideret rockede jams komplet med soloer på guitar. Det er også et og måske det længste af disse rock-syretrips, der endeligt afslutter koncerten. Det var fint med improvisationerne og de ekstraordinære jams, men det klædte desværre ikke en ellers sublim soul- og funk-oplevelse af de sjældne. Selv om Raphael Saadiq performede næsten alle numre fra sit seneste album, spillede han ikke et af de bedste, nemlig Never Give You Up, hvor BabyFace og Stevie Wonder gæster. Ved nærmere eftertanke kunne han nok ikke gøre det uden de to herrer, så det kan man ikke klandre ham for. Lyden var fin denne aften i Lille Vega, selv det sparsomme lysshow blev udnyttet til det maksimale. Vi fik lov at opleve en af tidens største soul-talenter og kunne gå hjem med en tilfredsstillet appetit. De, som hang ud efter koncerten, fik endda æren af at hilse på stjernen personligt. Håber, han snart kommer tilbage.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA