Bob Hund: Studenterhuset, Aalborg (turnéstart)

Bob Hund, Studenterhuset, Aalborg (turnéstart)

Bob Hund: Studenterhuset, Aalborg (turnéstart)

Anmeldt af Christian Villum | GAFFA

Det er efterhånden et stykke tid siden, Bob Hund sidst har turneret på de danske veje. Siden sidst har de begået albummet "Folkmusik för folk som inte kan bete sig som folk", der kom på gaden den 25. marts i år og fik hele fem stjerner her i GAFFA. Mandag aften blev den efterfølgende tour sparket i gang på absolut allermest energiske måde på Studenterhuset i Aalborg, hvor Bob Hund viste, at de fortsat er et af Skandinaviens allermest unikke og velspillende orkestre.

Et mandagspublikum er næsten altid en udfordring, men for Bob Hund - med den umådeligt oplagte forsanger Thomas Öberg i spidsen forklædt med Zorro-maske, godt flankeret af synthesizerspiller Jonas Jonasson med tyroleroverskæg og iklædt opdagelsesrejsende-kostume i bedste Dr. Livingstone-karikatur - var dette ikke på noget tidspunkt på agendaen.

Bandet startede med et brag i form af "Tinnitus i Hjärtet" fra den nye plade og formåede fra første anslag at lægge mursten efter mursten til en velspillet lydmur og en kraftpræstation af de store.

Allerede i første nummer kunne publikum opleve Öberg stille en scenehøjttaler på højkant, stige op på den og som en selvsikker og nærmest guddommelig (rock)stemme fra oven læne sig ind over danskerne og med uimodståelig energi kommandere de - (citat) "jävla pølseædere" - i salen til at glemme alt om verden udenfor og i stedet hengive sig til Bob Hunds massive, dragende rockunivers og finurlige tekster.

Afsmittende energi
I de efterfølgende numre - et par af de ældre - "Förtrangda Problem" og "Nu är det väl revolution på gång" kunne man ganske enkelt ikke andet end lade sig smitte af forsanger Öbergs nærmest maniske og til tider teatralske ansigtsmimik, uhøjtidelige dansetrin, vuggende hofter, brede smil og både elegante og kraftfulde stemme. Fra koncertens første fløjt var den karismatiske frontfigur helt tydeligt stålsat på at få skudt turnéen i gang med et brag, uanset hvor svært dette - i øvrigt talrige og aldersmæssigt meget brede - mandagspublikum ville være at få skubbet i gang. Man ved med andre ord bare at et band er oplagt, når forsangerens skjorte rives åben for varmen allerede i tredje nummer, og publikumsgulvet indtages i det fjerde - "15 År Bakåt & 15 År Framåt", endnu et af de ældre numre - i form af selv samme Öberg stående syngende på en stol, som han selv skubbede ud midt i folkemængden, som for at sikre, at publikum blev suget ind i hundens gab.

Og suget ind, det blev de. Ikke mindst af det efterfølgende 'Världens Bästa Dålige Låt" fra den nye plade, som er et godt bud på et langtidsholdbart nummer, hvis man skal vurdere ud fra publikums reaktion.
Det energiske niveau førtes videre i næste nummer, "100 År", en rendyrket rock'n'roll skæring fra bagkataloget, efterfulgt af den storladne "Blommor På Brinnande Fartyg" fra den nye plade, som er et nummer, hvor der veksles mellem stærke stille passager og de energiske larmende udbrud, som Bob Hund er så kendte for at mestre.

Vi bestemmer i de næste 90 minutter
Men Öberg var ikke færdig med at give danskerne rocklektion fra oven. I 'Et Fall & En Lösning' tog han endnu engang turen ud i publikum - denne gang også med stol - men kun for at bruge den som trinbræt til et hop op på én af olietønderne midt i salen, med det resultat at mangt en fadøl måtte lade livet i store skumsprøjt - men det samme gjaldt enhver rest af mandagssløvsind, som salen måtte rumme: "Vi är svenskere, och vi bestemmer de næste 90 minutter" havde Öberg råbt i første nummer - og det kunne ingen bestride. Og da slet ikke da selv samme svensker i sidste ekstranummer (af i alt tre), 'Min Lön Kommer 5 År För Sent', stabler to scenehøjttalere ovenpå hinanden på højkant i et vakkelvorent, næsten babelsk tårn, og kravler op på det for at stå på det helt oprejst, mens han tager skjorten af og binder den om nakken som en kappe i en perfect Zorro-imitation: Ja, her forventede man næsten, at han ville strække armene ud og svæve hen over salen og fuldende den guddommelige opstigning for at indtage sin plads blandt helgenerne - som Skt. Svenskerrock.

Han blev dog på landjorden, og efter en indsats som ingen bands vist nogensinde har gjort magen til på en mandag i det nordjyske, kunne han sammen med de øvrige bandmedlemmer trække sig tilbage. Og det på trods af langvarige, taktfaste klapsalver fra salen, der længe lagde op til endnu en omgang svensk ekstralektion - som desværre udeblev. Og det trækker en lille smule ned i en ellers næsten perfekt præstation, som yderligere kun blev en smule skæmmet af Öbergs gentagne forsøg på lidt påtaget at prøve at smadre mikrofonstativet og en medbragt stol i nogle seancer undervejs, der mest af alt fik ham til at minde lidt for meget om den lidt pinlige fulde onkel til familiefesten. Det var ikke nødvendigt og står lidt i modsætning til hans og bandets øvrige overskud og positive energi og elegance.

Et hamrende velspillende rockband
Alt i alt er Bob Hund frem for alt et hamrende velspillende rockband. Foruden de to ovennævnte Öberg og Jonasson, hen over de to guitarister, Johnny Essing og Conny Nimmersjö, hvor specielt sidstnævnte med næsten primal udstråling lægger præcise buldrende akkorder, så det syder og fryder, til bassist Mats Hellquist og trommeslager Christian Gabel: Bob Hund er mesterlige, og det fik de vist denne mandag i Aalborg. Man kan vist ikke skyde en tour i gang på mere overbevisende måde.

 

Bob Hunds Danmarksturné fortsætter til:
21. april: VoxHall, Århus
22. april: Store Vega, København

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA