x
Men Among Animals: Musikcaféen, Århus

Men Among Animals, Musikcaféen, Århus

Men Among Animals: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Koncerten med Men Among Animals er slut. Det altid godt ophedede spillested har tvunget et flertal af de tilstedeværende udenfor, dels for at få frisk luft, dels for at spolere den selv samme luft med obligatorisk os. Mange bliver stående i lang tid. Nogen fordufter. Færre skynder sig tilbage, da aftenens andet band, newzealandske Ruby Suns, indtager scenen og buldrer derudad. Det undrer en af spillestedets ansatte, der kommer ud for at fortælle folk, at de altså er gået i gang. Langsomt bevæger enkelte sig tilbage, men hele situationen bevidner, at aftenens utvivlsomme hovednavn denne gang spillede først, og ikke sidst.

Lad os spole tiden omtrent halvanden time tilbage. Tonerne af ”Somewhere Over The Rainbow” afbryder et fint dj-sæt, og de lokale Men Among Animals indtager scenen, der ser ekstra trang ud med først fem og siden syv mennesker placeret rundt omkring på den. Et væld af mikrofoner, lyskæder og instrumenter fylder i forvejen godt op, men medlemmerne kender deres plads, og inden længe er koncerten i gang med et brag. Bandet vælger at åbne med et nyt nummer, men det er så ualmindeligt fængende, at det føles som om, man allerede har hørt det flere gange før. Det går direkte over i den forrygende ”A Story About Lions, Trees And Bridges”, der leveres så kraftfuldt og tight, at det bliver helt uvirkeligt.

Ufravigelig selvsikkerhed
Kemien mellem bandmedlemmerne er således i særklasse. Det ses pudsigt nok gennem den fraværende kommunikation, snarere end tilstedeværelsen af den. Der er ingen grund til at tale, dirigere, insinuere eller skule på hinanden her. Musikaliteten er åbenlys, og det kræver åbenlyst ikke mere end blot at befinde sig på samme scene, for at medlemmerne kan levere en præstation, der fortsat er aldeles respektaftvingende og bør være objekt for misundelse for alskens kolleger landet rundt.

Sætlisten er en blanding mellem nye og gamle numre, og såvel som åbningsnummeret er de øvrige nye bekendtskaber af tilsvarende høj klasse. De gamle numre er ikke ældre end de stadig er fra gruppens seneste album, ”Bad Times, All Gone”, der udkom for halvandet år siden. ”Other Ways”, ”Head Of A Tortoise”, ”Zoo Of Montreal”, ”On My Boat”, ”Cavaliers” og ”Slow Years” fremføres alle med ufravigelig selvsikkerhed, hvor sidstnævnte viser sig allermest effektiv. Lasse Nielsens vokal skærer insisterende igennem lokalet – let råbende, men passende i forhold til den musikalske energi, den supplerer.

Et afgørende fikspunkt på scenen er altmuligmanden Janus Elsig, der med udseende som en folkeskolelærer fra en gammel Søren Kragh-Jacobsen-film giver den fuld gas på både tangenter og theremin, hvis ikke han klapper og danser med sin tamburin. Hele bandet, og Elsig i særdeleshed, virker gennemsyret af legesyge, men fordi hele foretagendet samtidig er indhyllet i en markant coolness, slipper bandet af sted med det, uden det på nogen måde virker belastende eller plat.

For stort til spillestedet
Det halter ikke for alvor på nogen punkter ved denne koncert, men den konstant ganske voldsomme energi, der sprudles ud over scenekanten, bliver med tiden lidt udmattende, og det havde givet oplevelsen et løft, hvis bandet havde turdet slappe af for en stund. De to eminente og afdæmpede albumskæringer ”I’m An Architect” og ”Amazing Ronnie” er desværre ikke at finde i sættet. Albummet formår at vise et virkelig alsidigt orkester, mens koncertudgaven af samme forsamling mangler lidt af denne imponerende bredde. Samtidig er bandet både fysisk og lydmæssigt simpelthen for stort til Musikcaféen, og det bliver derfor lige lovligt ofte en smule klaustrofobisk at befinde sig midt i denne ellers enormt tiltalende situation. Forhåbentlig får Men Among Animals snart tilskrabet sig så megen popularitet, at de i stedet kan fylde VoxHall.

At dømme efter publikums respons på koncerten er der grund til at tro, at dette snart vil ske. Fremmødet er fra start imponerende stort, og som aftenen skrider frem, er det tydeligt at se, hvordan flere og flere af de tilstedeværende overgiver sig til universet og med store smil på læben nyder det, der hænder lige foran næserne på dem.

Hen mod koncertens afslutning inviteres to frejdigt blæsende blæsere på scenen, og bandet fremfører blandt andet en coverversion af Talking Heads’ ”Psycho Killer”, der styrter Byrne og co.’s original omkuld med et endnu hårdere staccatobeat og velklingende harmonier. Da bandet ærbødigt takker af, vil publikum have mere, og man kunne have frygtet, at et ekstranummer ikke var tilladt, nu Men Among Animals blot var aftenens første band. Det viser sig dog at være en grundløs frygt, og med nok et nyt nummer sætter alle syv skikkelser et solidt punktum for en koncert, der havde været ethvert hovednavn værdigt.

(En undskyldning til dem, der havde håbet på en Ruby Suns-anmeldelse og ikke bryder sig om den interessemæssige favorisering af dette danske orkester.)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA