The Whitest Boy Alive: med The New Wine, Train, Århus

The Whitest Boy Alive, med The New Wine, Train, Århus

The Whitest Boy Alive: med The New Wine, Train, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Der er noget ejendommeligt over, at berlinske (som det norsk-tyske band kalder sig) The Whitest Boy Alive bekræfter enhver nørds drøm - nemlig at det er muligt at imponere pigerne, selvom man er den hvideste dreng i live. Det blev understreget, da det karismatiske midtpunkt, aftenes ubestridte og selvbevidste stjerne, Erlend Øye (som også har udgivet plader i duoen Kings Of Convinience og solo) efter at have tryllebundet det store dansende menneskehav foran scenen i 90 minutter, på ekstranummeret "1517" fik tre århusianske piger med på scenen, som gjorde sig til på en meget ikke-nørdet måde, lænende sig tæt op af bandmedlemmerne, og endte med at småsnave med den tynde nordmand med de store briller.

Før det havde det totalt udsolgte spillested - som det næstsidste stop på Whitest Boy Alives Europaturné - lagt rum til en festlig omgang organisk dumlende og nær-disko dansabel elektronisk pop. Bandet startede noget tilbagelænet med "Keep A Secret", "High On The Heels", "Dead End" og "Intentions" - alle hentet fra deres nylige plade, "Rules", som jeg personligt ellers synes er klasseplade. Whitest Boy Alive var distanceret, og lyden var ikke på plads, for Øyes vokal startede svagt og lidt tyndt og forsvandt sammen med karakteristiske guitarriff i lyden. Kvartettens stil giver plads til lange instrumentale passager, musikalsk teknisk ekvillibrisme - som en del af deres udtryk - men den første tredjedel af koncerten var ikke helt så tight, som man kunne ønske sig. Musikken var uden kant, for ensformig og efterlod længere pauser mellem numrene. Men publikum var alligevel ekstremt gæstfrie, overgearede fra starten, og de var i høj grad medvirkende til, at da Whitest Boy Alive først lukkede op for hitparaden efter "Courage", så skal jeg love for, at det blev et brag af en koncertoplevelse.

På ottende nummer byggede bandet op med rave-agtige mellemspil, og tog det nu crowdsurfende publikum med tilbage til det alt-andet-end-sovende debutalbum "Dreams" med numre som "Fireworks", "Burning" og "Done With You". Imellem numrene blev der også plads til nogle frække coverversioner af Robin S.'s "Show Me Love" og Prodigys "Out Of Space", to numre som det berlinske band ynder at bruge live. Det var vanvittigt, og efter at publikum havde banket gang i festen, tog Erlend Øye nu kontrollen med festlighederne, da han dirigerede instrumenter og sætliste fra scenen, improviserede om man vil, først rappede han omkvæddet på "Done With You", derefter satte han fællessang og choir-response i gang med publikum, og til sidst brillierede og legede han overlegent med sin Telecasters lydeffekter, som sluttede støjende af med Sonic Youth-attituder på samme nummer. På "Burning" satte musikerne sig ned på scenen, slukkede lyset, lød synthesizeren ringe videre, og kravlede rundt mellem instrumenterne for - til publikums store overraskelse pludseligt at rejse sig ved andre instrumenter - så bassist Marcin Oz sad bag trommerne, Sebastian Maschat omvendt, mens Øye overtog Rhodes-orgelet og Daniel Nentwig guitaren. Et sight gag, der også understregede de fires musikalitet - Daniel Nentwig er decideret overlegen i sin kontrol af tangenter og effekter.

Derefter dæmpede Øye publikum og serverede en kort version af sættets eneste sjæler, "Rollercoaster Ride", byggede op igen med den ambiente og langtrukne, men fremragende "Island", inden bandet spurgte, om de havde nogle ønsker før sidste nummer? Tilråbene var overvældende, men uforståelige. Erlend Øye kaldte i stedet vennerne fra Bergen-bandet og aftenens supportband, The New Wine, ind på scenen, og som et otte mand stort ensenble sluttede de koncerten af med "Golden Cage", et nummer der for alvor blev kendt, da den franske dj og producer, Fred Falke, havde lavet et klubvenligt remix, som for anden gang i aften gav plads til et Daft Punk-indslag, da The New Wine-forsanger, Stian Iversen, begyndte at synge "Around The World" i et instrumentalt tomrum, det næstbedste Daft Punk-nummer efter "Robotrock", som The New Wine selv flettede ind i sin sætliste.

Skulle jeg bedømme festlighederne alene, havde jeg overvejet at give fuldt hus, men musikalsk var der særligt i starten udfald, som der for eksempel ikke var for et par måneder siden på den norske branchefestival, by:Larm, hvor bandets præstation var nær perfekt. Whitest Boy Alive er mest interessant, når lyden er skæv, men timingen tight - men omvendt mere festligt, når de fjoller rundt og smækker hits ud af højttalerne.

The New Wine (fem stjerner)

I Norge er den unge Bergen-kvartet med en gennemsnitsalder på 21 år ikke længere end nyhed, men på Train kom The New Wine som en kæmpe positiv overraskelse. Deres koncert var 45 minutter i sig selv, og var meget mere end bare end opvarmning. Det kan snarere betragtes som en rigtig koncert - som beviste, at selvom de unge nordmænd endnu ikke har en pladekontrakt, så har de kvalitetsnumre nok til at spille et overbevisende fuldlængde sæt.

At de er inviteret med som supportturnéen, udvalgt af Erlend Øye selv, der i øvrigt også er fra Bergen, er en kæmpe mulighed, og de gjorde netop det, som et opvarmningsband skulle, og Whitest Boy Alive kan takke The New Wine for en del af den voldsomme publikumsreaktion under hovedkoncerten. Såvel musikalsk, i bandopsætningen og i udseendet er der klare ligheder mellem The New Wine og Whitest Boy Alive - hvilket bare blev tydeligere, da de to bands, som et sæt store og små brødre, sammen spillede "Golden Cage" mod slutningen af aftenen. I mine øjne står The New Wine stadig i sine storebrødres skygge, men det ville ikke være fair at dømme et band, som endnu ikke har et album, men kun en cd-r-ep til tyve kroner på sin diskografi. Så lad os se, hvad det kan udvikle sig til.

Sangmaterialet er allerede nu ret godt, kontrollen over koncertsituationen, dispositionen og opbygningen endnu bedre. Arrangementerne er sikre, evnen til at bryde det fastlåste udveksling mellem band og publikum overlegen. Mens guitarist og forsanger Stian Iversens stil er lidt mere rocket end Erlend Øyes, så er multitangent-talentet, Geir Hermansen, lidt for tydelig, lidt for eksperimenterende og lidt for skizofren til at passe ind i et band, men det har også sin charme, at blande flygel-imitationer, 60'er orgel og skarpe synthlyde i materialet. I inspirationspuljen ligger foruden slægtskabet med Whitest Boy Alive, indie- og pyschrock og forbudte trin fra 70'ernes, funky beat club-disko. Godt midtvejs havde vi hørt de fleste af sangene fra deres selvudgivne ep (som i øvrigt kan downloades gratis her), numre som "Communication", "Connection" og "Dragon" - og jeg forventede, at deres bedste nummer, "Revolving Cylinder" skulle være kulminationen på en almindelig god opvarmningskoncert. Men derefter blev det kun endnu bedre.

Det dansable og lette, de gode melodier fik kryderi af britisk new wave, elektrorock, og ligesom Whitest Boy Alive ville genoptage godt en time senere, så var den soniske, instrumentale opbygning medvirkende til publikumsrave, og da Stian Iversen pludselig smed mikrofonen og gav sig til at danse rundt helt forrest på scenen med flere funky, enormt uncoole trin, a la John Travolta i "Saturday Night Fever", så gik salen amok. Sejhed inkarneret!

Som afslutning flettede de fire ynglinge også Daft Punks "Robotrock" ind, og satte punktum på en superpositiv oplevelse - særligt taget i betragtning, at festen først lige var gået i gang.

Whitest Boy Alive + The New Wine spiller i Vega lørdag den 25. april. Koncerten er udsolgt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA