The Bear Quartet : Pop Revo 09, VoxHall, Århus

The Bear Quartet , Pop Revo 09, VoxHall, Århus

The Bear Quartet : Pop Revo 09, VoxHall, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Vi spiller aldrig gamla låtar mere (min egen dansk-svenske oversættelse, red.), konstaterede forsanger Mattias Alkberg godt midtvejs i Bear Quartets koncert. Eller rettere. Jeg troede, det var i starten af koncerten, i forbindelse med det fjerde nummer godt 15 minutter inden i sættet, men det viste sig at være midtvejs, da bandet meget overraskende valgte at forlade scenen allerede efter godt 25 minutter. Det er meget fint, at det nordsvenske band fra Luleå er notorisk reserverede og kun sjældent giver koncerter og taler med pressen, men kun at spille halvdelen af det forventede er ikke godt nok. De musikalsk interessante elementer blev aldrig fuldt op, og det gav en noget uforløst fornemmelse. Måske er det klimaet ved polarcirklen, eller også er det kunstnerisk dedikation, der fordrer det ligegyldige forhold til publikum.

Bear Quartet har eksisteret siden 1989, men har sluppet over et dusin studiealbums og over et dusin ep'er i de seneste 17 år (med det lidt mystiske twist, at alle deres albums består af to ord, hvor det første slutter på et y! "Moby Dick", "My War", "Angry Brigade" med flere) - og deres musikalske udtryk svinger fra hård indie-, støjrock, krautrock og punk og næsten poppede singer-songwriter-numre. Bear Quartet passer fint til Pop Revo's profil, i musikken såvel som deres kult-image, men det var lidt en skam, at det primære udbytte af koncerten var at kunne sige, man havde været der.

Til Alkberg og bandets forsvar skal det dog lyde, at der på de kun 25 minutter gav den fuld gas og spillede vildt højt - og shufflede rundt i genrerne. Kvintetten tog afsæt i solid og ligefrem rock - velspillet, selvom Alkbergs vokal var lav og uforståelig i forhold til resten af bandet. Det tredje nummer var et punk-pastiche, mens det efterfølgende, koncertens bedste nummer, var ambient, dvælende og sfærisk som et Pink Floyd-nummer. Derefter nummeret "Nights", som blandede tunge guitarflader med højt tempo, men påny druknede Alkbergs vokal. Derefter gik der både lidt sløve Incubus-agtige introer og noget Sonic Youth-støj i affæren, og jeg blev aldrig rigtigt opslugt af det, før det var forbi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA