x
Casiotone For The Painfully Alone : Pop Revo 09, VoxHall, Århus

Casiotone For The Painfully Alone , Pop Revo 09, VoxHall, Århus

Casiotone For The Painfully Alone : Pop Revo 09, VoxHall, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Casiotone For The Painfully Alone er ikke bare fremragende indie-elektronisk, lo-fi singer-songwriter. Det er også et fantastisk smukt navn og en glimrende idé. Owen Ashworths soloprojekt, som man kunne forestille sig startede ensomt - en kærlighed mellem mand og maskine, mellem en stor sympatisk film school-dropout fra Californien og et Casiotone-keyboard med simpel trommemaskine. Hans vokal er mørk som The National-sangeren Matt Beringers, mens hans elektroniske samples er kontrast i det lydbillede. Det er hjemmelavet og udvikler sig relativt langsomt, men hans sange er supergode (selvom der i tekstuniverset sjovt nok er gentagelser af rim på cigarettes, og en person, der er something-years-old).

Owen Ashworth har udgivet fem albums siden 1999 og turneret med navne som Papercuts og Xiu Xiu. Desuden har han samlet sine to ældste album på en compilation, ligesom hans "Advanced Battery Life" der udkom tidligere i år, er en opsamling af b-sider, gammelt materiale og covernumre - blandt andet af de to Springsteen-numre, "Streets Of Philidelphia" og "Born In The U.S.A". Hans seneste studiealbum kom i starten af april 2009 - og dermed havde han både nyt og gammelt, b-sider og covermateriale at sammensætte aftenens sætliste af. Han startede alene på de to første numre, og sluttede alene på de tre sidste numre, men under hovedparten af koncerten havde han sit band (som har et seminørdet udseende) med på scenen - på trommer, lap-steel og bas.

Mikset var skramlet, og kablerne knitrede, hver gang Ashworth skiftede maskine, og selvom Casiotones udtryk er indadvendt (og flere af numrene i øvrigt svært ironiske), så var han som frontmand mellem numrene både sympatisk og åben - jokede med den sande historie bag det nye nummer "Tom Justice, The Choir Boy Robber, Appredhended At Ace Hardware (In Libertyville, Illinois)", og lod sig næsten distrahere af at skulle tale med de forreste publikummer; en samtale, han venligst fortsatte efter koncerten. Undervejs overvejede jeg, om man nogensinde behøver at lytte til andet musik end Casiotone For The Painfully Alone, om det ikke præcist dækker et menneskes behov for nattevenlige popsange og elektronisk underlægning, et følelsesregister fra humor og ironi, smerte, kærlighed, ensomhed og empati, menneskets essens - men jeg kunne ikke overskue det praktiske konskvenser ved det ultimative valg, altså at skulle opgive at skrive om musik, så i stedet vil jeg blot anbefale læseren at dykke ned i musikken ved lejlighed.

Hans numre var korte, så der blev plads til 15-16 af dem i løbet af koncerten - og Owen Ashworth samlede som nævnt op fra hans samlede diskografi. Bedst var numre som "I Love Credence", "Optimist vs. The Silent Alarm" (som har et kort instrumentalt stykke fra den amerikanske traditional, "When The Saints Go Marching In") og gamle numre som "Cold White Christmas" og den fabelagtige blogfavorit "Old Panda Days", som han serverede solo som det næstsidste nummer. Der blev også en kort afstikker til hans fremragende introverte version af "The Streets Of Philidelphia". Fem store stjerner herfra.

Casiotone For The Painfully Alone spiller på Loppen søndag den 3. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA