x
Chris Cornell: Commodore Ballroom, Vancouver

Chris Cornell, Commodore Ballroom, Vancouver

Chris Cornell: Commodore Ballroom, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Chris Cornell indtager scenen på et udsolgt Commodore Ballroom kvart i 23. Bag sig har han et band bestående af bas, trommer og to guitarer. Trods bandets utrolige dynamik og meget energiske sceneoptræden, er der aldrig nogen af de 900 gæster, der er i tvivl om, hvem der spiller hovedrollen denne aften i Vancouver.

Chris Cornell indtager frontscenen med stor selvsikkerhed til lyden af den nærmest King Diamond inspirerede-intro til "Part of Me", åbningsnummeret på en af dette års mest omdiskuterede rockudgivelser - "Scream". Efter "Part of Me" følger "Time" fra samme album. Sammenlignet med studieindspilningerne må det konkluderes, at numrene gør sig en del bedre live. Cornells fantastiske stemme hæver niveauet fra start denne aften i Vancouver, mens Timbalands samplede beats blander sig med de fire musikeres live-instrumenter i baggrunden.

Efter de første to numre er vi færdige med "Scream"-udgivelsen for nu. Bandet glider direkte over i "You Know My Name" - titelnummeret til den forrige James Bond-film, Casino Royale (2006). Allerede her, 15 minutter inde i en koncert, der skulle vise sig at vare i over to timer, viser Cornell, hvorfor samtlige amerikanske anmeldere udråbte ham til den nye Robert Plant tilbage i 1990'erne. Hans stemme er helt i særklasse, og som Led Zeppelin-fan kan man kun ærgre sig over, at han valgte at takke nej, af respekt for Robert Plant, til at turnere med Zepplins resterende medlemmer.

Denne aften i det vestlige Canada virker Cornell utroligt oplagt. Som en høj, ranglet Kristusfigur står han, i modlys, helt fremme på scenen med udslået hår og sine legendariske flagrende armbevægelser. Allerede under "You Know My Name" springer han over graven med fotografer foran scenen og ned til publikum. Hvilket resulterer i, at Leroy Michaux, Cornells personlige bodyguard (en afrikansk-amerikansk mand på to meter og 150 kilo), kommer springende efter og hiver ham tilbage på scenen.

En halv times nostalgi

Til stor begejstring for det udsolgte Commodore Ballroom bevæger vi os allerede her tilbage i tiden. Først med åbningsnummeret fra Cornells første soloudgivelse, "Euphoria Morning" (1999), "Can't Change Me".

Efterfølgende letter taget på spillestedet, da bandet starter guitar-introen til "Hunger Strike" - et nummer, der for mange symboliserer fødslen af Seattles grunge-periode tilbage i de tidlige 1990'erne. Mother Love Bone bliver af mange regnet som det første grunge-band i Seattle. Andrew Wood, forsanger i Mother Love Bone og daværende room mate til Chris Cornell, døde i 1990 af en heroin overdosis. I Andrew Woods minde udgav resten af bandet et hyldestalbum, under navnet Temple of The Dog, hvor Cornell fungerede som forsanger. Under indspilningerne bragte bandet en ung, ukendt sanger fra San Diego, ved navn Eddie Vedder, ind til at synge med på enkelte af numrene. Senere blev hovedparten af Mother Love Bone og Eddie Vedder til Pearl Jam.

Til stor glæde for publikum giver Cornell denne aften to numre fra Temple Of The Dogs eneste album. Herefter bevæger han sig igen tilbage til "Euphoria Morning"-udgivelsen med det smukke, og på denne aften utroligt velsungne, "Preaching the End of the World"

Intensiteten falder en smule, da et par numre fra "Scream" igen tager over. Dog hersker der ingen tvivl om, at både Cornell og bandet hæver fremførelsen langt over albummets niveau.

"She told me her name was Billie Jean and she caused a scene"

"Show Me How to Live" og "Be Yourself" bliver aftenens første Audioslave-numre, inden Cornells version af "Billie Jean" indledes. I denne anmelders øjne udføres dette nummer bedst, når det kun er Cornell og en akustisk guitar, en version, der findes på hans "Unplugged in Sweden" fra 2006. Alene med guitaren giver han dette Michael Jackson- nummer fra først i firserne en helt ny dimension - for undertegnede gav dette nummer fra Jacksons "Thriller" (1982) først mening, da Cornell fremførte det unplugged. Den efterfølgende studieindspilning af "Billie Jean" på "Carry On" (2007), plus denne aftens fremførelse, begge med fuldt band, virker ikke helt, og nummeret står tilbage som en ligegyldig parentes.

De fire bandmedlemmer forlader scenen, og hovedpersonen finder sin akustiske guitar frem. En række Audioslave-numre fremføres akustisk, med "Wide Awake" fra Audioslaves sidste udgivelse, "Revelations" (2006), som det absolutte højdepunkt. Trods en fantastisk stemme må det konkluderes, at stemning og intensitet falder en smule her. Det akustiske sæt virker for langt, og det koster en stjerne i en anmeldelse som denne. Dog må der aldrig være tvivl om, at Cornells vokalkvaliteter, de er og bliver i særklasse.

Efter aftenens hovedperson har underholdt unplugged i cirka 20 minutter, vender bandet tilbage på scenen. Med en håndfuld numre fra "Scream" finder de aldrig niveauet og dynamikken fra koncertens første del. Første da den meget genkendelige intro til åbningsnummeret "Cochise" fra Audioslaves debutalbum indledes, begynder intensiteten at stige igen.

Cornell slutter af med "Spoonman" fra Soundgardens "Superunknown" (1994). Via dette nummer slutter koncerten, som den startede, med publikum helt oppe under loftet. Tre ekstranumre afvikles med Soundgardens ubestridt mest genkendelige og populære single, "Black Hole Sun", som afslutning.

Chris Cornell har, efter denne anmelders mening, altid haft en af de største stemmer i den moderne rocks historie; en stemme med ekstrem spændvidde over fire oktaver. At høre ham live er en stor oplevelse i sig selv. Meget sympatisk får publikum også en aften med numre fordelt over hele hans karriere. Dog virkede aftenens indlagte akustiske sæt, plus de efterfølgende numre fra "Scream" som en flagrende parentes midt i en meget energisk koncert. Cornell skal alligevel have 4 ½ stjerne for en vokalpræstation i verdensklasse.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA