x
Jackson Browne: Amager Bio, København

Jackson Browne, Amager Bio, København

Jackson Browne: Amager Bio, København

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Det vækker som regel nostalgiske minder, når der bliver hevet musik frem fra gemmerne, som på én eller anden måde kan forbindes med gymnasietidens kåde smagen på et ubekymret liv. Numre som "Running On Empty" og "The Pretender" og "Somebody's Baby" af Jackson Browne har således for mig været del af dette ungdommens soundtrack. Efterhånden som afstanden til de ungdommelige oplevelser bliver stadigt større, sorterer man det ubehagelige fra og filer en knast hist og her. Til sidst står man tilbage med et lidt for pyntet billede af fortiden og musik, der måske har passeret sidst holdbarhedsdato.

Da Jackson Browne sidste år udgav cd'en "Time The Conqueror" var min første reaktion da også, at det lød lige vel pænt og poleret og en anelse bedaget. Kort tid efter blev det annonceret, at han ville slå vejen forbi København og så ku' jeg endelig - på den forkerte side af 25-års-studenterjubilæet - selv få mulighed for at dømme, om der var bund i min skepsis.

Der blev lagt roligt, nærmest lidt forsigtigt ud. "Down On The Boulevard" blev afleveret pænt og ordentligt, men alligevel på en måde, som holdt han igen på nerven, så han ikke kom helt 'ud over kanten'. Dette indtryk holdt ved gennem den næste håndfuld numre.

Det glimrende erfarne og sammenspillede band var ellers tændt og svævede fint og ubesværet mellem den bløde popmusiks syng-med-venlige melodilinjer og fine soli, særligt på guitar og keyboard. Men igen var der alligevel noget, der lignede distance til det ellers entusiastiske publikum.

Den nyudgivne cd var helt klart aftenens fokus. Med syv sange repræsenteret i sætlisten fik man derfor en klar fornemmelse af, at kunstnerens lyriske univers stadig svinger mellem sarte, nærmest indadvendte temaer og det klare politiske budskab. Søgen efter nærhed, intimitet og den store kærlighed som i "Giving That Heaven Away" balancerer fint med Jackson Browne sans for den sarte, melodiøse poplyd. På den anden side bliver de politiske budskaber, måske naturligt nok, afleveret i en mere bastant og skarp musikalsk indpakning som i "Drums Of War". Aftenen repertoire nåede dog aldrig helt at tilfredsstille det publikum bag i salen, som blev med at kalde på "ROCK'N'ROLL".

Måske har forventningerne været en Springsteens energi og fællesskabsfølelse. Jackson Browne befinder sig bare i en ganske anden boldgade. Han irettesatte på et tidspunkt et par publikummer ved scenekanten for at forstyrre koncerten med billed- og videooptagelser. Det var måske nok et forsøg på at opnå en passende respekt for sin optræden. Det bekræftede desværre dermed den distance, den afmålthed, ja nærmest diskretion, han lagde ud med. Samtidig tyder meget på, at Jackson Browne er voldsomt perfektionistisk med hensyn til, at hans guitar stemmer. I hvert fald blev en guitar maksimalt brugt til ét nummer, før den blev skiftet ud. Det medførte et rend på scenen, som nærmede sig et håndboldholds skift mellem angrebs- og forsvarskæder.

Trods denne forstyrrelse - og trods den omtalte distance - skred koncerten alligevel frem med en fin demonstration af, hvor enkel og inderlig popmusik i virkeligheden kan skæres. Selv det kontroversielle i at drømme om at rejse til Cuba, blev budskabet i "Going Down To Cuba" fra den nye cd afleveret afslappet og med et tydeligt glimt i øjet, ikke mindst når der blev sunget: "Maybe I'll go through Mexico. Old Jesse Helms don't have to know".

Måske har Jackson Browne ikke samme djævelske ihærdighed i nyfortolkningen af sit sangkatalog som en Bob Dylan. Men der var nu alligevel en pointe i, at den cd, der blev spillet i pausen, var selvsamme Dylans "Modern Times". En cd, der klart signalerer, at skiftende tider på ingen måde behøver at betyde mangel på respekt for tradition og blivende værdier.

Mere liv i andet sæt
Man skulle hen i anden afdeling, før ørehængere som "Lives In The Balance", "Somebody's Baby", "Rosie" og "The Pretender" endeligt formåede at nedbryde distancen og folde bandet ud i fuldt flor, så scene og sal blev ét. Særligt de nytilførte bandmedlemmer, korpigerne Chavonne Morris og Alethea Mills, bidrog til at omsætte charme og følsomhed i inciterende dans og skøn, skøn sang. Aftenen sluttede med ekstranummeret "I Am A Patriot", oprindeligt skrevet og udført af Little Steven & The Disciples Of Soul. I Jackson Brownes hænder og mund gik styrken og klarheden i det politiske budskab fint og smukt i spænd med følsomheden og inderligheden.

Det var derfor en aften, hvor der blev bygget bro mellem fortid og nutid, og hvor Jackson Browne fremstod noget skarpere end på den seneste cd. Måske skulle jeg give den nye cd endnu en chance og igen give plads til den charme og lyriske følsomhed, der bærer Jackson Brownes musikalske udtryk. I hvert fald har jeg en klar fornemmelse af sammenhæng mellem tekster, musik og et venligt og ydmygt gemyt. Jeg tror faktisk, at han oprigtigt mente det, da han til afsked og på gebrokkent dansk sagde: "Tusind tak".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA