x
Diverse kunstnere: We Proudly Present ... Bob Dylan, Copenhagen Jazzhouse

Diverse kunstnere, We Proudly Present ... Bob Dylan, Copenhagen Jazzhouse

Diverse kunstnere: We Proudly Present ... Bob Dylan, Copenhagen Jazzhouse

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jazzhouse slog torsdag aften dørene op for endnu et nyt og interessant tiltag på den danske livescene. Aftenens koncert var den første i en række af seks med overskriften "We Proudly Present...", der hylder legendariske musikere. Denne maj aften var det den hæse poet Bob Dylan, der var i centrum. Fortolkningen af sange fra hans kæmpe repertoire stod en perfekt blanding af danske musikere for. Hver især med deres helt egen tilgang til legendens musikalske univers.

"Disse koncerter er drevet af kærlighed og respekt", indledte musikchef Lennart Ginman denne hyldest til Bob Dylan med, og med dette budskab blev fostret 13 fortolkninger af sange med hver deres særpræg, skævheder og udtryk. Initiativtageren bag "We Proudly Present...", Johannes Dybkjær Andersson fra Sony Music var også en stolt mand, da han præsenterede aftenens kunstnere, der bestod af Claus Hempler, Kira Skov, Oliver Hoiness, Kim Munk (The Broken Beats), Maria Timm, Jonas Petersen (Hymns From Nineveh), Michael Møller (Moi Caprice), Christian Hjelm (Figurines) og Malthe Fisher (Oh No Ono). Størstedelen af dem havde en historie knyttet til de sange, de havde valgt at fortolke, hvilket gjorde koncerten intim og vedkommende.

Kim Munk lagde ud med en fortolkning af "Lay Lady Lay" og derefter "A Hard Rain's A- Gonna Fall", der begge blev leveret meget ærligt, og sidstnævnte endda med lidt humoristisk kant. The Broken Beats-forsangeren gav med disse numre også publikum oplevelsen af sin stemmes kunnen og blev i den grad belønnet med klapsalver bagefter. De lidt mere alvorlige fortolkninger stod blandt andet Claus Hempler og Kira Skov for. Der var tidspunkter, hvor de næsten blev et med sangene, og de igennem deres helt eget udtryk viste den store respekt, de har for Bob Dylan. Kira Skov fik også plads til den så velkendte mundharmonika i nummeret "Sign On A Window", men måtte se sig drillet af sine to mikrofoner i sangen "Ballad Of A Thin Man", der i perioder gav meget aggressiv feedback. Modtagerne af aftenens største bifald gik dog til Christian Hjelm, som fremførte "Oh Sister" og de to herrer med de høje toner, Michael Møller (billedet) og Jonas Petersen. Især Jonas Petersens fortolkning af "Girl From The North Country" var fremragende. Med Petersens store stemme fik sangen en slags skrøbelighed over sig, og publikum blev efterladt med pusten taget fra sig.

I den lidt mere usikre ende lå Malthe Fisher og Maria Timm, der begge kom lidt skidt fra start med en glemt guitar backstage og en sprunget streng. Maria Timm samplede melodien til "Quit Your Low Down Ways" på scenen, hvilket skabte stor begejstring, men i sidste ende kom helheden til at virke lidt klodset. Fischers fortolkning af "I Want You" havde en nervøsitet over sig, og det var rigtig ærgerligt, da hans specielle stemme med den lidt barnlige lyd på enkelte tidspunkter gjorde sangen rigtig fascinerende.

Man kunne dog undre sig over, om noget af publikum havde misforstået formålet med denne aften. Der manglede i perioder en større dedikation til det, der foregik på scenen, og der var en del snak i krogene, når numrene ikke var genkendelige nok. Men set bort fra disse udfald var det en interessant koncert og et rigtig godt initiativ fremført i perfekte, intime rammer. Næste "We Proudly Present..." foregår den 4. juni, og her hyldes Bruce Springsteen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA