x
Tales Of Murder And Dust: Lades Kælder, København

Tales Of Murder And Dust, Lades Kælder, København

Tales Of Murder And Dust: Lades Kælder, København

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Tales of Murder And Dust er et ret ungt århusiansk band, og med deres dvælende lyd, indadvendte spil og tøvende vokal kunne man godt frygte, at de ville have svært ved at nå ud over scenekanten. Man kan heller ikke sige, at de blæste stedet omkuld, men til dem, der var klar på det, gav de en rigtig god koncert. Men de gav samtidig et løfte om, at de bliver meget bedre.

De virkede ikke til at have fuld tillid til deres materiale, og prøvede af og til at peppe det op med nogle hurtigere numre, der faldt helt igennem. Når TOMAD trækker al tempoet ud, og lader det forblæste og støvede stå tilbage, kan de noget helt unikt. De lange mellemspil, hvor guitarerne glider helt ud til hjørnerne, og violinen antyder mere end spiller, fungerer simpelthen så godt, at det er ærgerligt at opløse den virkning bagefter med lidt sjov country. Så hellere lade de langsomme numre være dobbelt så lange.

De er ikke specielt imponerende teknisk, men sangene og lyden er virkelig overbevisende. Der er så meget potentiale her, inklusive et par skønhedsfejl. Det er bestemt ikke alle toner, sangeren rammer, men med korstemmen på har det en god utryg virkning. Og det er primært stemningen, der er i fokus her. Det er lydsporet til samtlige spaghetti-westerns, trukket ud og tilsat lidt nyere psych.

Før dem spillede københavnske Surfbreakers. Et noget ældre band, der også indtog scenen med meget større selvtillid. De spiller cool, solidt og godt. Der er et tungt drive og en selvfølgelig sikkerhed i instrumenteringen, der forplanter sig i rummet. De elsker at spille og kan deres ting til fingerspidserne. Ligesom på demoen er det vokalen, der trækker lidt ned. Musikken har en stærk historie, men sangeren har ikke stemmen til at fortælle den. Det hjalp væsentligt, når der af og til var ekstra-vokal i form af den kønne tvære Sarah.

Surfbreakers er et rigtigt godt band, jeg til hver en tid ville se en koncert med igen, men jeg oplever ikke det samme potentiale som hos Tales of Murder And Dust. Hvis de finder lidt mere selvtillid, skrotter de hurtige numre og giver sig selv lov til at trække den helt ud, har jeg meget store forventninger til dem.

Og så kan man kun konstatere, at der er alt for lidt trompet, rasleæg, lap-steel og 12-strenget guitar i dansk rock.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA