x
Salif Keïta: Store Vega, København

Salif Keïta, Store Vega, København

Salif Keïta: Store Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg vil lægge ud med at undskylde for, at Salif Keita denne gang "kun" får fem stjerner. Så er det sagt.

For manden med den herostratisk berømte stemme, som ikke er mindsket en tøddel her i året for hans 60-års fødselsdag, leverede som altid et memorabelt show, hvor han især i den suite, der udgjorde ekstranumrene, gav alt og alle baghjul. Først da han solo på scenen med sin guitar sang så inderligt, at jeg tager al kritik af bordet fra dengang, han lancerede denne nøgne stil på albummet "Moffou". Og dog - jeg ved jo fra Bill Laswell, at Salif var stærkt syg under lige de indspilninger. Men som han gjorde det som åbning på ekstranumrene på denne aften var det et særdeles personligt touch, som rørte hver og en i den proppede sal, der var så stille, at man kunne høre den berømte knappenål falde. Hvorefter han selvfølgelig fik hele orkestret på scenen, som gik i gang med en slutspurt, hvor mesteren selv leverede en vokal tirade, som er noget af det fedeste undertegnede har hørt nogensinde. Salif i rollen som en verdensmusikkens Pavarotti.

Salif Keita har givet en række uforglemmelige koncerter her i landet. Der var den helt overdådige fest på Roskilde Festival i 2003, og så var der den ligeledes imponerende koncert på Copenhagen Jazz Festival, hvor han spillede for et fyldt operahus, og hvor det barokke var, at alle sad pænt ned, mens musikken lagde op til en danset fest. På Vega lørdag aften var Keita tilbage hvor han hører til. I et rum, der har karakter af ballroom, og hvor de mange stående publikummer fra første øjeblik var et stort vuggende hav af glæde.

Keita bliver konsekvent kaldet "Malis gyldne dreng" - unægtelig noget af en revanche for en mand, der oprindelig blev forvist af sin ellers kongelige slægt, fordi han er albino, noget som i afrikansk overtro er lig med uheld. Men han har altså også været toppen af afrikansk sang siden dagene i Rail Band og Ambassadeurs og sologennembruddet med "Soro" i 1987. Og med et band, der på denne dag havde et geni af en vaskeægte bigband-trommeslager, og en congaspiller, der følsomt, som var det en balafon, han trakterede, lagde en grundrytme sammen med kalabasspilleren. Dertil de to guitarister, hvoraf den ene - så vidt undertegnede kunne skønne - var gamle Kante Manfila, et par rutinerede korsangerinder og dansere, som trak et enormt læs, en effen bassist og et en caméle n'goni-spiller - jægernes gamle strengeinstrument, som er midt mellem en kora og en n'goni - som fik lov til at fylde meget, og som kedede os og bandet med uforholdsmæssigt lange soli. Her faldt stemningen, og så lød Keitas ellers sublimt velsmurte band, som var det her et job på en lidt for lang turné.

Alligevel er billedet af de himmelske passager det, som står tilbage. Salif Keita med den hvide kalot og denimskjorten over topmaven og de to kvinder, deres neglelak på hvirvlende fødder, der glimter som perlemor, deres kor så svære vævende sanglinjer, som Salif nærmest kommenterer, mens bandets puls pumper derudad. Og med sange som den pragtfulde "Laban" med det helt vidunderlige insisterende kor og den triumferende "Yambo", begge fra 2005-albummet "M'Bemba", der begge er eviggrønne afrikanske hits, kunne festen for alvor få den glød, som er Keitas helt specielle stempel. Og så altså den afsluttende afdeling, hvor sangeren viste det hele, hvorefter publikum som vanligt fik en svingom oppe på scenen.

Keita classic. Og selvfølgelig langt hen ad vejen formidabelt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA