x
Phosphorescent: VoxHall, Århus

Phosphorescent, VoxHall, Århus

Phosphorescent: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var en lille, men entusiastisk skare, der havde trodset regnmasserne og begivet sig frem til VoxHall søndag aften, hvor amerikanske Phosphorescent stod på plakaten. En gruppe med skiftende medlemmer centreret omkring sangeren og sangskriveren Matthew Houck. En mand, der trækker på nogenlunde de samme amerikanske folk-, country- og rocktraditioner som eksempelvis Will Oldham alias Bonnie "Prince" Billy og Iron And Wine, ligesom dem har en lys, klagende stemme, og som tilmed rent fysisk ligner både Oldham og Iron And Wine-hovedmanden Sam Beam. Det vil sige har fuldskæg og forholdsvis høje tindinger, som hos Houck dog forsøgsvis er skjult af krøller.

Phosphorescent er aktuelle med sit fjerde album "To Willie" bestående af lutter Willie Nelson-fortolkninger i eftertænksomme og meget stemningsfulde arrangementer. Det skulle dog vise sig, at Nelson-sangene kun udgjorde en mindre del af aftenens sæt, der bød på sange fra hele Phosphorescents bagkatalog tilsat flere nye numre. Gruppen lagde afdæmpet ud med "A Picture Of Our Torn Up Praise" fra det forrige album "Pride", hvor Houcks stærke, følelsesfulde stemme stod tydeligt frem i lydbilledet. I næste sang, "Last Of The Hand-Me-Downs", kom der lidt mere strøm på instrumenterne, om end tempoet stadig var lavt, og stemningen blå. Det stod ret hurtigt klart, at Houck omgiver sig med yderst habile musikere, som både kan levere heftige soloer på guitar og keyboard og kaste sig ud i flotte, næsten gospel-associerende vokalharmonier.

Helt ude på scenekanten
Ved tredje sang, "Reasons To Quit", fik vi den første Willie Nelson-sang (okay, egentlig er den skrevet af Merle Haggard, men den er kendt med Willie), og tempoet blev sat en smule op. Live var nuancerne fra "To Willie" ikke så tydelige som på albummet, og Houcks fortolkning af Nelson virkede dermed ikke helt så personlig, men stadig udtryksfuld. Ikke mindst fordi Houck ofte lagde guitaren fra sig, hvilket gjorde ham mere fri og udadvendt, og han var ofte helt bogstaveligt ude på scenekanten og synge direkte til det sparsomme, men tilfredse publikum. Andre gange nøjedes han med at gestikulere lidt i pauserne i guitarspillet.

Efter endnu en Willie Nelson-sang, "Too Sick To Pray" gik Houck over til sine egne sange, som passede fint ind i helheden, og hvor især den nye komposition, den meget countrypåvirkede, up-tempo "I Wish I Was In Heaven Sitting Down" tog kegler. Det var dog lidt ærgerligt, at gruppen ikke havde medbragt en pedal-steel-guitar, som lige kunne have sat prikken over i'et. Vi fik også endnu et Willie Nelson-nummer, "It's Not Supposed To Be That Way", som blev fremført i en langt mere energisk, ja nærmest i-dit-fjæs-agtig version end på "To Willie"-albummet. Ganske godt gået.

Der gik dog ikke engang 45 minutter, fra Houck & Co. havde indtaget scenen, før de forlod den, men de lod sig dog klappe ind til ekstranumre. Første sang, den smukke "Dead Heart", med Houck solo på scenen, hvor hans stemme virkelig kom til sin ret. Siden kom bandet tilbage på "Cocaine Lights" og rockede igennem på "Lost Name", inden de lukkede og slukkede med "South Of America", de to sidstnævnte med lange, elektriske outroer. Undervejs var humøret tydeligvis blevet lidt højere på scenen efter den noget tøvende start. Tilbage står indtrykket af en aften i selskab med en habil sanger og sangskriver og et ditto band, der ikke pløjer nye musikalske furer, men forvalter traditionen med både respekt og personlighed. Både Willie Nelson og vi andre kan være godt tilfredse.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA