x
When Saints Go Machine : Spot Festival 2009, Musikhuset, Symfonisk Sal, Århus

When Saints Go Machine , Spot Festival 2009, Musikhuset, Symfonisk Sal, Århus

When Saints Go Machine : Spot Festival 2009, Musikhuset, Symfonisk Sal, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den officielle åbning af Spot Festival sluttede i Musikhusets Symfoniske Sal med det aftenens tredje samarbejde mellem rytmiske og klassiske musikere. Denne gang When Saints Go Machine med strygekvartet. Den københavnske herrekvartet udgav i mandags deres debutalbum, "Ten Makes A Face", hvor de på original vis blander elektro, pop, soul, rock og meget mere, ofte tilsat strygere. Og så var det jo oplagt også at inddrage strygerne på scenen, i form af en kvindelig strygekvartet, der i øvrigt i begyndelsen af koncerten bar masker med kun øjnene fri. Om der i det lå en eller anden subtil kommentar til tildækkede kvinder eller kvindens rolle i samfundet som sådan, skal jeg ikke gøre mig klog på, men for mig gav det ikke den store mening. Heldigvis smed kvinderne senere maskerne.

At sætte en slags rockorkester ind i en sal bygget til symfonisk musik er selvsagt noget af et eksperiment, også lydmæssigt, og desværre klarede When Saints Go Machine sig dårligere end aftenens tidligere rytmiske musikere i Musikhusets Store Sal og Symfonisk Sal, Ave og Oh Land. Måske fordi When Saints Go Machine udtryk er mere bastant. Selvom Silas Moldenhawers trommer var godt afskærmede bag plexiglas, var lyden fra dem for høj, og især slagene på bækkerne skar i ørerne. Til tider overdøvede trommerne næsten de ellers smukt spillende strygere, og heller ikke forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds vokal stod særlig tydeligt i lydbilledet. Nu er han nu heller ikke verdens største sanger, at dømme efter såvel tidligere koncerter som albummet "Ten Makes A Face", og at han ofte presser den noget spinkle stemme op i falset, gør ikke sagen bedre. På albummet er vokalen desuden ofte elektronisk efterbehandlet af fænomener som autotuning og vocoder. Det var også i begrænset omfang tilfældet live, men ellers bestod vokalmanipulationen som nævnt primært af overdøvning fra trommerne. Hvad gruppens tekster handler om, kunne man kun gisne om denne aften, hvis man ikke kendte dem forever.

Haltede vokal og trommer lidt, var der dog mange interessante ting i de elektroniske elementer i When Saints Go Machine. Bag hver deres keyboard fremtryllede Jonas Kenton og Simon Muschinsky spændende, til tider komplekse passager, heriblandt samplede kor, ligesom gruppen modsat de to forgængere denne aften også bød på et regulært lysshow. Til tider fungerede strygergruppen også fint, eksempelvis i det lidt afdæmpede mellemstykke i det ellers hårdtpumpede, ganske fængende åbningsnummer "Fail Forever" og i den lidt mere afdæmpede og eftertænksomme afslutter, "You Or The Gang", hvor de fik den plads i lydbilledet, de fortjente. På dette tidspunkt havde en del af publikum dog forladt salen, men om det skyldtes, at de kedede sig, eller at der nu bare var begyndt at være koncerter andetsteds i byen (for det var der ikke tidligere på aftenen), skal være usagt.

When Saints Go Machines koncert var ingenlunde dårlig, men efterlod dog indtrykket af et band, der havde lidt svært ved at gengive de til tider ganske komplekse passager fra deres fine studieindspilninger live. Ikke mindst i Musikhusets Symfoniske Sal, der jo heller ikke er bygget til rockmusik. Men idéen med at blande elektro, rock og strygere er god. Hold endelig fast i den.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA