x
Cours Lapin : Spot Festival, Archauz, Store Sal, Århus

Cours Lapin , Spot Festival, Archauz, Store Sal, Århus

Cours Lapin : Spot Festival, Archauz, Store Sal, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Koncerten med Cours Lapin (navnet er fransk og betyder noget så charmerende som "løb, kanin" kunne en vågen koncertgænger fortælle) lægger ud med en gang skrøbeligt fingerspil fra Jonas Struck (eks-Swan Lee). Bandet er badet i blåt scenelys, og det står godt til det svævende og drømmende udtryk, der er at finde i musikken.

Forsangerinde Louise Alenius overrasker ved at synge på fransk. Hun har ikke den største stemme, men mindre kan nu også gøre det. Hun forstår at udnytte en lidt krukket indadvendthed til at fremstå charmerende og karismatisk.

På andet nummer finder Struck den elektriske guitar frem, og udtrykket bliver straks mere opløftet, selvom melankolien bliver ved med at glimte smukt. Pludselig giver det franske mening, og sangen lyder som noget, man kunne lytte til på en parisisk fortorvscafé i et parrallelt univers. Det er filmisk og stemningsfuldt. Den drillende basgang og de hektiske kantslag udgør en fremragende bund i nummeret, der sikkert vil være at finde på bandets kommende august-udgivelse.

Koncerten byder på gode sange, og grundet overtegnedes ikke-eksisterende franskkundskaber, skal jeg ikke kunne sige, hvor gode, de historier, der bliver fortalt er, men det skaber en klædelig mystik, der højner fornemmelsen af, at der virkelig er ting og sager på spil her.

Cours Lapin fremmaner et særegent univers, der desværre forstyrres en kende af publikums ud- og indvandren, men sådan er vilkårerne jo på Spot. Værre er det, at visse uopdragne festivalgængere griner højlydt, hvilket musikken og helhedsindtrykket lider under.

Nummeret Don't Forget fremføres på engelsk og minder med åbningslinjen "don't forget the sound of me as I hit the floor" om numre som Lou Reeds Caroline Says II og Björks Hyper Ballad. Det er meget smukt og giver et indblik i, hvilke lyriske fortrinligheder, de fransksprogede sange kunne indeholde.

Resten af koncertens numre fremføres på fransk, og guitaren tager visse virkningsfulde afstikkere ud i surf-musikken. Musikken folder sig ud og bliver mere varieret, som koncerten skrider frem, og forventningerne til det kommende albumudspil fra den løbende kaninkvintet er høje. Det skal blive meget spændende at se, hvad de kan drive det til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA