x
Rockettothesky : Spot Festival 2009, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Rockettothesky , Spot Festival 2009, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Rockettothesky : Spot Festival 2009, Musikhuset, Lille Sal, Århus

Anmeldt af Simon Christensen | GAFFA

Oslo-jenten Jenny Hval udtrykker sig inden for et organisk elektronisk univers, hvor klokkespil, samples og effekter på hendes kuldegysende høje vokal går hånd i hånd, og til koncerten i Musikhusets Lille Sovesal fik hun hjælp fra Håvard Volden og Kyrre Laastad på et lille percussion-setup og en afart af en elektronisk miniharpe. Jeg anerkender og synes paradoksalt nok også selv, at hun under Rockettothesky-pseudonymet har udgivet to fine og i øvrigt meget anmelderroste plader i Norge og gav en glimrende koncert på by:Larm tidligere i år - men koncerten på Spot Festival forblev en stor parafrase på en koncertsituation. Det var søvndryssende langsommeligt.

Med et skrabet koncertsetup var det en forudsætning, at Hval styrede de fleste af lydelementer via sine pedaler og maskiner foran sig, men det betød også, at centrale dele af lyden blev afspillet fra samples og backingtrack, og de to medbragte musikere blot tilføjede effekter til melodierne - med undtagelse af sidste nummer, som trioen spillede 100 procent live. Hvals aparte tekster om hunde, voodoo, liderlige teenagespøgelser og filmuniverser understreger det eksperimenterende territorium, og lader successen hvile på hendes vokalpræstation. Og lige så fantastisk, som hun kan virke i glimt, lige så forfærdeligt lyder det, når hendes høje vokal rammer let ved siden af, og når det er dybest er en skæv rallen. Risikoen ved at eksperimentere og arbejde med et så anderledes udtryk er netop, at når det ikke virker, så virker det blot latterligt, en skæv parodi.

Jenny Hval behersker - eller forsøger sig i det mindste med - en blanding af chanting, reciterende tale, høj sirenestemme, irsk eller nordisk folkesang og Macintosh-stemmen, som taler sig igennem Fitter Happier. Det trækker paralleller mod Bat For Lashes, Björk eller The Knifes Karin Dreijer, men det lyder forfærdeligt, når hun i overgangene åbner for en hæs, nasal brummen. Og når de to medbragte musikanter endelig sang kor, var det med de spegeste, kraftløse vokaler.

Efter at have udstået 25 minutters ventetid på grund af forsinkelse i Lille Sal, og dernæst 25 minutters ventetid gennem numre som "The Power Of Voodoo", "14-15-14-13" og "Elephant Van Sant" - den sidstnævnte en påtaget tydelig reference til high school-shooting portrættet "Elephant" af netop Gus Van Sant - fik vi endelig den fremragende "Grizzly Man", endda spillet flot og live på akustisk guitar, tordentrommer og ukuleleharpen, men det var alt for sent, for allerede inden var publikummerne stærkt distancerede... eller udvandret.

Den stærke læser vil allerede af det hidtidige ordvalg kunne fornemme, at koncerten kun var én stjerne værd. Norsk dødsrallen, et kedeligt koncertsetup, en parafrase. Når musikken endda passer perfekt til en teatersal, er der ingen undskyldninger. Langt under niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA