Sebastian: Tiderne Skifter (genudgivelse)

Sebastian
Tiderne Skifter (genudgivelse)

Sebastian: Tiderne Skifter (genudgivelse)

GAFFA

2 x CD / Exlibris
Udgivelse D. 30.04.2009
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Blandt mange gode udgivelser i Sebastians store bagkatalog toner Tiderne Skifter frem som en af de mest markante. Albummet kan i år fejre 30 års jubilæum, og det markerer pladeselskabet bag, Exlibris, nu med en genudgivelse af albummet sammen med en ekstra cd med Sebastians originale demoer til sangene og et nyt remix af sangen De Elskende, nænsomt og smagfuldt begået af Vetos Troels Abrahamsen. I øvrigt søn af pladens oprindelige idémand, Peter Abrahamsen, dengang og nu direktør for Exlibris.

Tiderne Skifter adskiller sig fra de fleste af Sebastians øvrige plader ved, at det ikke er Sebastian selv, der har skrevet teksterne. Han har i stedet, på Peter Abrahamsens opfordring, tonesat en række digte af Tysklands store digter og dramatiker Bertolt Brecht (1898-1956). Digte, som både er skarpt politiske og samtidig meget poetiske, og som regel har fast rytme og rim, så de er lette at skrive melodier til - hvilket andre jo også har gjort før Sebastian, ikke mindst Kurt Weill.

Resultatet er blevet nogle meget smukke sange, uanset om der er tale om enkle, akustiske viseagtige numre som åbningen Sangen Om Vandhjulet, mere energiske, marchagtige sange som Sørøver Jenny og Ballade Om Konen & Soldaten eller den drømmende, synthbårne ballade De Elskende. Albummet er indspillet med en lang række fremragende musikere inden for vidt forskellige dele af dansk musik - fra rockguitaristen Nils Henriksen, dengang især kendt fra C.V. Jørgensen, over jazztrommeslageren Alex Riel, jazz-keyboardspilleren Kenneth Knudsen og jazz-trompetisten Palle Mikkelborg til Anne Linnet og Lis Sørensen på kor. Tiderne Skifter holder stadig her 30 år efter - i den grad.

Den medfølgende demooptagelser, optaget på en ottespors båndoptager med Sebastian på sang, kor og samtlige instrumenter (akustisk guitar, klaver, keyboard og rytmeboks) har mest historisk interesse. De er dog af høj kvalitet for en demo og viser, hvor detaljeret Sebastian havde udtænkt det færdige album, inden de mange musikere gik i studiet. Men det er selvsagt det færdige album, der har interesse, og hvis du ikke allerede har investeret i det, kan det varmt anbefales nu.

Med dobbelt-cd'en følger også en booklet med fotos og en velskrevet artikel fra den mangeårige Sebastian-kender Torben Bille. Men hvorfor er teksterne ikke gengivet? Det var de på den oprindelige lp-udgave.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA