x
Psyched Up Janis : Skive Beach Party

Psyched Up Janis , Skive Beach Party

Psyched Up Janis : Skive Beach Party

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Det kunne virke mærkeligt, at et af de mørkeste rockorkestre, vi havde herhjemme i 90'erne, havde valgt at genopstå på en solbeskinnet strandtange i Skive. Og musikkens solide tyngde kæmpede da også med den hyggelige sommerstemning. Eftermiddagssolen klædte simpelthen ikke musikken. Det trak lidt op til gråvejr, og det blev til et par regndråber, men ingen tvivl om, at natten eller et tilsvarende mørkt lokale havde klædt seancen bedre.

Gendannelser er blevet moderne. Og en gendannelse af Psyched Up Janis kunne virke unødvendig. Men sådan virkede det ikke denne eftermiddag.

Det virkede heller ikke for sent. Det var hørbart, at musikken var lavet for 10-20 år siden, men den virkede ikke det mindste forældet. Det var tidløst i en grad, at ordet udødeligt poppede op i hovedet om det genopstandne band. Faktisk var det skægt at tænke på, at Ace of Base, Lenny Kravitz, Roxette og andet godt ryddede hitlisterne dengang. Det virker jo tusind år ældre i forhold.

Men sådan er det med rockmusik, hvor popelementer ikke spiller den store rolle. Musikken blev, som så meget andet dengang, kaldt en udløber af grungen, men udviklede sig i bandets årti så meget, at kun de stædigste ville prøve at holde fast i den etiket. Og undervejs blev lyden meget mere international, end hvad alternative danske rockbands hidtil havde præsteret.

Men det blev ved det internationale potentiale. Den internationale succes kom ikke. Den ganske udanske musik blev i korte træk i Danmark.

Lyden kunne stadig lige så vel være fra Amerika, som den kunne være andre steder fra. Og forsanger Sune Wagner ser i stigende grad ud, som om han kommer fra Amerika. Nærmere bestemt Duluth, Minnesota (Han ligner efterhånden en ung Bob Dylan så meget, at han kunne tjene penge på det). Folk siger selvfølgelig ikke ”Næh, se den teenager, der spiller voksen musik” længere, da frontmanden nu er midt i trediverne. Men musikken klarede sig uden dén appeal.

Sangstemmen havde tydeligvis også sunget med på forbilledet Dylans sange, for her var der også ligheder, men ikke mere end at den fine, ret lyse stemme stadig er sin egen. Ind imellem blev den endda til råben og skrigen, hvad der klædte den tunge og mørke musik så meget, at der gerne måtte have været en del mere af det. Guitarspillet var passende usminket rock fra den sminkede frontmand.

Det havde været klædeligt, hvis det offentlige transportsystem, i samarbejde med Skive Beach Party, havde sørget for, at folk var blevet lukket ind til koncertstart. Som Wagner overrasket sagde, da han så det alt, alt for lille publikum: ”Der må stå nogen udenfor. Men I er her jo.”

Og ja der stod nok ligeså mange indenfor som udenfor. Men de, der bliver ved med at messe, at Psyched Up Janis er det bedste rockorkester, vi har haft, var nok blevet hjemme. For publikumsbegejstringen, selvom den var der, matchede ikke en koncert, flere ville give en bid af deres hånd for at være med til.

Der var én, der sagde, at Sune Wagner så træt ud. En anden mente, at der var for lidt snak fra scenen. Frontmanden kom selv senere med forklaringen: ”Ja undskyld, at vi ikke har snakket så meget, men vi vil hellere spille flere sange”. En fin disposition. Sådan noget ”Hej med jer” og ”Hvor er I søde”, og smil og glæde passer ikke ind mellem melankolske, hjerteskærende og storslåede sange om rastløshed, håb og fortabelse.

Der var heller ikke meget umiddelbar sammenhængskraft at se mellem de tre medlemmer, Sune Wagner (sang, guitar), Jakob Jørgensen (bas) og Jesper ”Yebo” Reginal (trommer, sang). Men igen - det var tydeligvis, fordi de hver især var i gang med vredt at flå så meget udtryk ud af deres instrumenter, at der ikke var plads til andet. Og det virkede godt.

Psyched Up Janis sluttede i sin tid gerne koncerterne af med The Ronettes ”Be My Baby”, produceret af Phil Spector, hvis lydvægge var en hørbar inspiration for bandet. Den meget fyldige (og høje) lyd var med igen i dag.

Vi sluttede med kombinationen af ”Kvinde Min” i en fremragende, mørk udgave med masser af nerve. Strengt kontrolleret støj simpelthen. Og ”I Think You Suck”. Vi blev forsikret om, at det ikke var en hilsen om, at vi stank, og det virkede egentlig heller ikke sådan. Og publikum reagerede da også med en glæde, der kun blev overgået, da vi fik storhittet ”I Died in My Teens” tidligere i sættet.

Bandet blev gendannet til fernisering for rockfotografen Søren Solkær Starbirds udstilling og bog ”Closer” i april. Dén koncert var kun for inviterede, så denne i Skive var første offentlige koncert fra det gendannede band i ti år. Senere følger koncerter i Store Vega i København 4. og 5. juni. Og det er så det. Der er i skrivende stund ikke annonceret mere. Og det er brandærgerligt.

Det er lidt som at se en gammel ven, man ikke har set i ti år og ved, man har to timer med, og derefter aldrig ser igen. Det er ligeså vemodigt, som det er noget andet. Det ville unægtelig være spændende at høre, hvordan en ny Psyched Up Janis-plade ville lyde i dag. Det må man så håbe, at bandet indser. Der blev i hvert fald nok rocket ved fleres opfattelse af, at bandet kun hører til i fortiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA